Fra arkivet: Når pastoren er perfekt

Henrik fik det sværere og sværere som en del af lederskabet i sin kirke, for pastoren tillod ikke, at der blev stillet spørgsmål ved eller givet input til hans måde at gøre tingene på.

Af Jens Linde

I de to sekunders stilhed, der fulgte, mærkede Henrik sin mave lynhurtigt trække sig sammen til en stenhård, sort knude. Og så kom det:
- HAR DU GLEMT AT FINDE EN TIL AT STYRE LYDEN? AFTALTE VI IKKE, AT DET VAR DIT ANSVAR? HVORDAN KUNNE DU GLEMME DET? HVAD HAR DU S? TÆNKT DIG, VI SKULLE GØRE?
Pastor P fortsatte med at råbe, men Henrik hørte ikke længere ordene. Han gik ud i kirkens forhal, og selv om han ikke ønskede, at nogen skulle se ham reagere, kunne han ikke holde tårerne indenfor. De ville bare ud. For kun syv minutter siden havde alt ellers været fryd og gammen, og han havde stået og småsnakket lidt med pastor P om det forældremøde, han havde været til på skolen i går. Og pastor P havde været både sød og rar og havde lyttet og interesseret stillet spørgsmål. Henrik var ligefrem begyndt at sænke skuldrene en smule og slappe af, da pastor P kiggede på uret og spurgte: Nå, vi begynder om fem minutter, hvem fik du fat i til at styre lyden?

Klap hælene sammen
Det var blevet oftere og oftere i den senere tid, og det var ikke kun Henrik, som sad i kirkens lederskab, at råberiet gik ud over. Folk fik simpelthen skældud af pastoren, hvis alt ikke var perfekt. På et tidspunkt havde Henrik prøvet at sige til pastor P, at det da måtte kunne lade sig gøre at tale sammen som voksne mennesker, men så var pastor P blevet vred. Henrik havde bare at underordne sig og skulle i øvrigt kunne håndtere, at pastoren råbte ad ham, når han havde begået fejl.
Det kom sig alt sammen af en ny lederskabsstil i kirken: Pastor P var visionsbæreren, der ligesom Moses gik op på bjerget og hørte fra Gud, og så skulle resten af menigheden følge, hvad Gud havde åbenbaret. Problemet var bare, at Henrik oplevede, at det var komplet umuligt at stille spørgsmål til pastor P's linje, idéer, visioner og væremåde. Selv simple uddybende spørgsmål, som blev stillet for forståelsens skyld, var ilde hørt. Når Gud havde talt til pastor P, havde resten af menigheden bare at klappe hælene sammen og sige javel.

Pastor fejlfri
Til at begynde med havde det ikke været et problem for Henrik. Han var overbevist om, at pastor P var Guds udvalgte, og han end ikke overvejede at stille spørgsmål ved, hvad pastoren sagde og gjorde. Tværtimod knoklede Henrik på som leder af en arbejdsgren i kirken og prioriterede i en periode kirken højere end familien.
Det generede ham heller ikke, da fokuset i prædikerne langsomt flyttede sig fra at handle om Gud og til at handle om at opdrage menigheden. Han registrerede det næsten ubevidst, men det generede ham ikke.
Som tiden gik, hobede summen af små konstateringer og registreringer sig dog op i Henriks sind og skabte et ubehag. Som da han som følge af en konkret hændelse, hvor han havde været ked af pastor P's væremåde over for en person med sociale problemer, ringede til pastoren for at få en snak om, hvordan man i kirken kunne række ud til den slags mennesker, men blev affejet med svaret: Det skal du ikke blande dig i, for jeg gør det på den rigtige måde. Henrik forstod ikke helt, hvad pastoren mente, og sagde: Hvordan kan jeg fremover tale med dig om noget, uden at du bliver vred, hvis jeg har nogle spørgsmål eller nogle inputs? Og svaret var tindrende klart: Det skal du ikke, for det, jeg gør, er det rigtige.

Forlod kirken
Henrik kom til sidst til at føle sig som en papfigur, der ikke kunne komme til at sige sin mening nogen steder. Hverken på kirkens ledermøder eller under fire øjne med pastor P. Og han følte sig ensom, for han kunne ikke se, hvem han skulle kunne dele sine oplevelser med.
Samtidig lå uvisheden om, hvornår pastor P mon ville eksplodere, som en lille knude langt inde i maven på ham. En knude, som lynhurtigt kunne vokse sig stor, stenhård og sort. Det var så uvant for ham. På jobbet arbejdede han i tværfaglige teams, hvor hele idéen var, at man hver især skulle byde ind med sit synspunkt og sin synsvinkel og lægge det hele på bordet, så man kunne træffe kvalificerede beslutninger efter at have anskuet tingene fra mange forskellige vinkler. Men sådan foregik det ikke længere i kirken. Her var pastor P's ord lov. Og det sled Henrik op, så han i en lang periode gik og var deprimeret. Indtil han traf beslutningen: Jeg forlader kirken.

Berusende frihed
Det var svært for Henrik at sige farvel. Ikke kun fordi, at pastor P tog en lang snak med ham og forklarede, at han anså Henriks handling for at være et angreb fra Satan. Men især fordi, han følte, at han svigtede dem, der blev tilbage. Han var bare nødt til det - for sin families, sit helbreds og sit selvværds skyld.
Og effekten udeblev ikke: Frihedsfølelsen kom øjeblikkeligt - næsten som en beruselse. Henrik kunne mærke, hvordan knuden i maven forsvandt, og pludselig kunne han have et helt normalt familieliv, hvor der var god tid til hinanden.
Henrik har siden fundet en anden kirke at komme i, men han er ikke er aktiv i frivilligt arbejde i kirken. Tilliden til andre mennesker har fået et knæk, og det tager tid for sårene at heles. Det har været godt at læse bøger om problematikken, men også at tale med andre mennesker, der har været igennem noget lignende. Der er en vej ud.

Henrik er en virkelig person, men navnet Henrik og titlen pastor P er opdigtede, ligesom specifikke hændelser er slørede, så de ikke kan genkendes af udenforstående.
Modelfoto: Per Bækgaard