VI SKAL BEKÆMPE ANTISEMTISME I ENHVER AFSKYGNING
Siden det blodige terrorangreb på jøder i Israel den 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza, har jøder rundt omkring i verden været udsat for antisemitiske angreb i en hidtil uset grad i nyere tid. Det gælder også herhjemme, hvor danske jøder - blot fordi de er jøder - er nødt til at leve med en lang række sikkerhedsforanstaltninger. Jødiske børn chikaneres og modtager dødstrusler, og det offentlige rum er ikke længere sikkert, hvis du kan identificeres som jøde. De terrorplaner, som danske myndigheder netop har forpurret, understreger blot den kendsgerning, at danske jøder er mål for en ondskabsfuldhed, som ingen må ignorere.
Kampen mod jøderne er en kamp mod os alle. Antisemitisme er et spøgelse, der fordrejer, forvirrer og forfører. Den forpester åndslivet og gør os til mindre mennesker. Det er i forsvaret for medmennesket og medmenneskets værdi som ligestillet, at vi vokser som mennesker. Det er her, vi forstår betydningen af at være skabt i Guds billede.
Krigen i Gaza er dybt tragisk, og de alt for høje palæstinensiske dødstal vækker særlig sorg og smerte. Men hvad der udspiller sig i den krig, kan aldrig og må aldrig være en begrundelse for forfølgelse af et medmenneske, blot fordi han eller hun har en særlig etnisk eller religiøs tilknytning. Den skelnen er vi alle forpligtet på.
Antisemitismen skal bekæmpes i enhver afskygning og på alle niveauer. I det politiske, som danske politikere har gjort godt; i åndslivet; på sociale medier og i de mellemmenneskelige relationer.
Det er den respekt for medmennesket, som Danmark er bygget på.
FrikirkeNet, december 2023