Radikaliseringens modgift
Det er afgørende for en kirkes mulighed for at bevare sig selv sund på den lange bane, at dens ledere står til ansvar for nogen. Man bør tilstræbe gennemsigtighed i både økonomiske, lære- og ledelsesmæssige forhold. At leve i et land med frihedsrettigheder er et privilegium, men også et ansvar, skriver FrikirkeNets tidligere formand, Lars Bo Olesen, i denne kronik.
Af Lars Bo Olesen, tidligere formand for FrikirkeNet
I disse tider står politikerne nærmest i kø for at udbasunere deres syn på den omsiggribende radikalisering, og hvad man skal gøre for at stoppe problemet. Der er et problem, ingen tvivl om det. Men radikaliseringen og dens sekteriske kerne er hverken et nyt fænomen eller noget, der kun foregår i religiøse miljøer. Gennem alle tider har der været mennesker og miljøer, som i Guds eller en god idés navn har opkastet sig til bedrevidende dommere over alle, der ikke fulgte deres specifikke udgave af sandheden.
Politikernes forsøg på at dæmme op for de seneste udslag af muslimsk radikalisering, er helt sikkert velment, men også behæftet med hastværk. For kan man sådan uden videre begrænse en gruppes grundlovssikrede ret til eksempelvis ytrings- og religionsfrihed uden samtidig at begrænse en andens?
Hurtig og uigennemtænkt lovgivning på dette punkt vil være som at skyde med spredehagl. Med manglende præcision i det politiske indgreb er jeg oprigtig bekymret for konsekvenserne og den begrænsning, det vil lægge på tros- og religionsfriheden i vores samfund.
Når det er sagt, må vi som ledere i kirkelige og religiøse miljøer også tage vores del af ansvaret. At leve i et land med frihedsrettigheder er et privilegium, men også et ansvar. Det mangfoldige foreningsliv og den store grad af selvbestemmelse giver muligheder, men disse muligheder skal forvaltes på en ansvarlig og respektfuld måde.
I frikirkeverdenen kan vi hverken vaske hænder eller lukke øjnene og håbe, at radikaliseringen ikke rammer os. Det er for sent. Der er flere eksempler på, at små frikirkelige grupper radikaliseres og udvikler sekteriske tendenser. Når disse miljøer ledes af en karismatisk personlighed med trang til magt og bekræftelse, udvikles sekteriske miljøer, som lukker sig om sig selv, og som kræver en stor grad af loyalitet og underordnelse.
Lederen udvikler sig til en slags messias, en mellemmand mellem Gud og mennesker med svar på alle spørgsmål. Individets ret til, og behov for at tænke selv og være kritisk annulleres. Dem, der makker ret belønnes, men på en måde, så de føler, de står i gæld. Dem, der er usikre, viser modvilje eller stiller spørgsmål mødes af sanktioner, straf og ydmygelse.
Hvordan skaber vi et miljø, hvor radikaliseringen får trange kår, og hvor de få, der ødelægger det for de mange, får sværere ved at udvikle de usunde og ekstreme træk?
Udfordringen er, at vi ikke per automatik har taleret ind i en lokalforening eller kirke, når vi ser tegn på radikalisering. Man kan leve sit eget liv, hvis det er det, man ønsker. Det er en demokratisk frihedsret.
I FrikirkeNet har vi derfor gennem årene understreget betydningen af, at ingen leder står alene i tjenesten. Vi har pointeret, at det at stå til ansvar for nogen, ofte en-to akkrediterede præster fra andre frikirker, er afgørende for en kirkes mulighed for at bevare sig selv sund på den lange bane.
Man bør som leder og ledelse af en frikirke vise den ydmyghed, der er forbundet med at stå til ansvar, og man bør tilstræbe gennemsigtighed i både økonomiske, lære- og ledelsesmæssige forhold. Hvis det efterleves, vil magtsyge ledere, radikalisering og udvikling af sekteriske tendenser få trange kår.
Både i ideologiske og religiøse miljøer skal tegn på radikalisering italesættes, og tyren tages ved hornene langt tidligere. Når miljøet først er blevet radikaliseret og har lukket sig om sig selv, er det ofte for sent. Da er alle udenfor blevet dæmoniseret, og enhver modstand vil blot samle gruppen endnu mere.
Vi er nødt til at gøre op med frygten for at blande os og gå i dialog - også med grupper, som ser ud til at have en stor grad af resultater. Succes er i bibelsk henseende ikke i sig selv godt. Hvis succesen og resultaterne opnås på baggrund af forkerte motiver og gennem misbrug af medmennesker, så er den ond og uønsket. Som Paulus siger i Første Korintherbrev 13:2: … om jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
Det er derfor, det er så vigtigt at have mennesker tæt på sig. Nogen, der kan opmuntre, men også sætte ord på de skyggesider, vi alle har, inden de udvikler sig til en usund eller direkte skadelig adfærd.
Vi har hverken som samfund eller frikirker råd til at lukke øjnene eller blot lægge afstand til alt, der er anderledes. Det er vigtigt, at vi, der mener, vi er ’normale’, ikke udvikler en os-og-dem-kultur og dermed bliver en del af problemet.
Derfor vil jeg opfordre til, at vi alle bevarer en ydmyg tilgang til tilværelsen og til os selv, så vi fordomsfrit og på et langt tidligere stadie kan gå tættere på hinanden og på de miljøer, som er anderledes end den norm, vi kender. Hvem ved - på den lange bane kan det måske medvirke til at skabe et mere farverigt og balanceret kirkeliv og samfund.
Tegn på et radikaliseret/sekterisk miljø
- En Stærk og karismatisk leder der ikke kan modsiges, kritiseres eller betvivles, uden at det vil få alvorlige konsekvenser. Individets egen vilje underlægges lederen.
- En stærk fornemmelse af at have fået givet noget helt specielt, noget ingen andre har set eller forstået.
- En udpræget “os” og “dem” mentalitet. Al modstand udefra betragtes som bekræftelse på gruppens betydning.
- Autonomitet. Ingen gennemsigtighed i økonomiske og ledelsesmæssige sager og intet tilsyn. Italesættelse af problematikker fra en udefrakommende, vil blive mødt af benægtelse.
- Et isoleret miljø. Kontakten til øvrig familie og interesser udenfor gruppen begrænses, eller standses helt. Gruppen vil være meget beskyttende og loyale overfor hinanden.
Læs mere om sekterisme, radikalisering og usundt lederskab: