Nye love for trossamfund

Af Mikael Wandt Laursen
Generalsekretær

For nylig afleverede Trossamfundsudvalget deres lovbetænkning for En samlet lovregulering om andre trossamfund end folkekirken. Der ligger et grundigt arbejde bag, og undervejs har udvalget har i visse tilfælde lyttet til indsigelser fra trossamfundene.

Alligevel kan de love, der udspringer af betænkningen gå i to vidt forskellige retninger:

• Enten en nødvendig opstramning og samling af lovgivningen, der kommer alle til gode.
• Eller endnu et afgørende skred i statens indblanding i trossamfundenes forhold.
  (Artiklen fortsætter under faktaboksen)

FAKTA – nye love for trossamfund

• I marts i år afleverede Trossamfundsudvalget Betænkning 1564 til kirkeministeren. Betænkningen omhandler En samlet lovregulering om andre trossamfund end folkekirken.
• Trossamfund er blevet hørt undervejs og i øjeblikket ligger en række høringssvar til den endelige betænkning til videre overvejelse i ministeriet (læs FrikirkeNets, Danske Kirkers Råds og Baptistkirkens høringssvar nedenfor).
• Positive ting i betænkningen:
  - Lovene samles og forvaltes ét sted. Det sikrer, at der kan oparbejdes ekspertise i forvaltningen, når trossamfundene ikke sendes fra det ene ministerium til det andet.
  - Betænkningen gør op med nogle ’huller’ i den hidtidige lovgivning – blandt andet ved at lovfæste, hvordan ”tilbagetrækning af anerkendelse af trossamfund” skal foregå.
  - Man har droppet at stille forslag om betingelser for, at trossamfund skal have en adfærd, der ikke modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.
• Bekymrende ting i betænkningen:
  - Et flertal af udvalget foreslår at påtvinge trossamfund i Danmark en bestemt styreform, hvor demokrati og ligestilling er nøgleord. Kirkeministeren har meddelt, at regeringen ikke ønsker at følge flertallets forslag, men som bekendt skal man kunne tælle til 90, når det gælder vedtagelse af lovforslag i Folketinget.

På positivsiden gælder det, at betænkningen lægger op til en mere systematisk samling af lovgivningen omkring trossamfundene. Enhver kirke, der oplevede konsekvenserne af, at vielsesbemyndigelsen for år tilbage pludselig blev rykket over i justitsministeriet og udstedelse af missionærvisa gjort afhængig heraf, kan kun klappe begejstret i hænderne. Eller Skats pludselig afgørelse om, at kun kirker med mindst 50 myndige medlemmer kunne få begunstigede skattefradrag.

Den slags ’pludselige indskydelser’ skulle gerne blive en saga blot, hvis betænkningen bliver til lov. Desuden gør betænkningen op med nogle ’huller’ i den hidtidige lovgivning – blandt andet ved at lovfæste, hvordan ”tilbagetrækning af anerkendelse af trossamfund” skal foregå.

Vi noterer også med tilfredshed, at en overvejelse om at stille forslag om betingelser for, at trossamfund skal have en adfærd, der ikke modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, er droppet. Primært af hensyn til religionsfriheden. En lignende lovgivning i Sverige er stødt på "udfordringer i forhold til, hvordan de anførte betingelser skal fortolkes i forhold til Menneskerettighedsdomstolens praksis om religionsfrihedens rækkevidde." Udvalget anfører endvidere, at det ved fremtidige overvejelser omkring at stille sådanne betingelser vil være relevant at følge udviklingen i Sverige.

På den negative side ligger der en mørk baggrundshorisont. Politikerne har længe gerne villet tvinge muslimske trossamfund og organisationer til at adoptere danske normer og værdier. Derfor fik vi imamlovene med krav om, at vielsesforrettere skal være ”værdige”, og forkynderes ytringsfrihed i en religiøs oplæringskontekst blev begrænset.

Den konkrete lovgivning kunne måske nok retfærdiggøres ud fra en vurdering af, at den kun ramte ekstremister. Men det ændrer ikke ved, at lovgivningen overskred nogle lovgivningsmæssige tabuer, der snildt kan overskrides igen i fremtiden. Når vi først én gang har begrænset ytringsfriheden for en gruppe af mennesker, så er den grænse meget nem at overskride en gang til.

Det samme gælder Trossamfundsudvalgets betænkning. Dels videreføres imamlovene i betænkningen. Det kan måske retfærdiggøres qua, at udvalget ikke som sådan skal aftvinges at forholde sig til eksisterende lovgivning. Men når et flertal af udvalget lægger op til at påtvinge trossamfund i Danmark en bestemt styreform, hvor demokrati og ligestilling er nøgleord - ja, så afslører det slet skjulte hensigter om også at bruge denne betænkning til at ramme muslimske organisationer, og hvor man så accepterer, at der ryger et par kristne trossamfund med i fedtefadet i samme omgang.

Selvfølgelig er vi hverken imod demokrati eller ligestilling, men vi er imod, at staten skal diktere en bestemt styreform for et trossamfunds indre anliggender. Flere trossamfund i Danmark er ikke opbygget efter en demokratisk struktur. Her tæller kald, funktion og måske tradition langt højere.

Trossamfund er ikke fodboldklubber, hvor man på generalforsamlingen kan bestemme dette og hint. Nogle af dem har en århundred- eller ligefrem årtusindgammel tradition for at forvalte Guds evige ord til os mennesker, og hvordan vi sammen kan leve troslivet og lade det blive omsat i vores forskellige hverdage. Det har ikke meget med demokrati at gøre.

Heldigvis har kirkeminister Mette Bock tilkendegivet, at hun ikke vil følge flertallets indstilling i forhold til styreform. Og heldigt for det, for ellers måtte flere trossamfund lukke og slukke som anerkendt trossamfund i Danmark – eller lave grundlæggende om på deres styreform.

Men hvad kommer så i stedet, og hvor lander den endelige lovgivning? Og hvorfor skal Trossamfundsudvalget i det hele taget have denne vinkel med i sin samling af love for trossamfundene?

Det kræver meget selvbeherskelse fra politikerne, hvis de ikke vil bruge en flertalsanbefaling i en lovbetænkning, der kan ramme muslimske organisationer. Den del lugter af bestilt arbejde. Så selv om ministeren selv er skeptisk over for flertalsanbefalingen, så skal hun stadig kunne tælle til 90 stemmer.

Vi ved ikke, hvad vej det går, men hvis staten skal til at styre trossamfundenes indre anliggender, så har vi overskredet endnu en grænse. Og denne gang en grænse, der er mere vidtgående end ytringsfriheden. 

Det, vil vi i FrikirkeNet gøre vores til, ikke kommer til at ske.