Lederkonference 2021: Respektfuld samtale med leder af LGBT+ Danmark

Et af de mest roste indlæg ved FrikirkeNets lederkonference  i november 2021 var en samtale mellem Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark og FrikirkeNets generalsekretær, Mikael Wandt Laursen.

Siden en intens og følelsesladet debat ved Folkemødet i 2019, har Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark og FrikirkeNets generalsekretær, Mikael Wandt Laursen ført samtaler med hinanden – ikke for at blive enige, men for at forstå hinanden og finde ligheder og italesætte uenigheder på en ikke-truende måde. Alt sammen for at bevæge sig fra enten eller-positioner til en lyttende og nysgerrig tilgang.
Den samtale har ført et decideret venskab med sig, og det kunne mærkes, da de to mødtes på FrikirkeNets lederkonference 2021, hvor de sammen blev interviewet af journalist Malene Fenger-Grøndahl under overskriften ”Plads til uenighed”.
”Mikael er en meget omsorgsfuld person. Han kom for eksempel med frokost til mig på mit arbejde en dag, hvor jeg i en periode havde det svært på hjemmefronten,” indledte Susanne, da hun blev bedt om at sige noget pænt om Mikael.
Mikael returnerede ved at fremhæve Susannes åbenhed, tillid og enormt store hjerte for mennesker.
”Du har gjort mit liv rigere og mit perspektiv større,” sagde han.

Er homoseksualitet en synd?
Næste spørgsmål handlede om, hvad de fandt vanskeligt ved den andens synspunkter. Susanne nævnte Mikaels tale om, at der noget, der er os givet – nogle Gudgivne absolutter – mens Mikael vendte den rundt og nævnte LGBT-miljøets kiggen ind i sig selv og sine følelser, hvor han fremhævede, at følelser i hans forståelse skal spejles i noget andet og større end os selv.
Det varede ikke længe, før spørgsmålet om synd, kom på bane. Mikael forklarede, at han ikke bryder sig at svare direkte på det, fordi hvis han siger ja til, at homoseksualitet er en synd, så hører folk det, som om at det er den værst tænkelige synd – noget virkelig, virkelig slemt.
”Men sådan er det ikke! Da vi blev skabt, blev vi skabt som fuldkomne, og det var som mand og kvinde. Men der skete et syndefald, og det fald har ramt os alle – hetero- såvel som homoseksuelle – alle mennesker er ramt af et fald. Det har også ramt os i vores seksualitet – jeg er ramt i min seksualitet, og Susanne er ramt i sin. Og der har vi brug for Kristus til at vise os vejen tilbage til det, som Gud har skabt os til. Så ja, homoseksualitet repræsenterer en del af syndefaldet, men det er samtidig vigtigt at understrege, at syndefaldet har ramt os alle, så vi har alle brug for Guds nåde og forvandling til at bevæge os imod ham,” forklarede han og pointerede:
”Det er vigtigt ikke at forlange noget af mennesker, som kun Jesus kan gøre. Det er Jesus, som må forandre et menneskes liv, hvis der er noget, som skal forandres. Vi skal vi ikke gøre os til herrer over, hvad det er, Gud arbejder med i det enkelte menneske. Nogle af de homoseksuelle, jeg taler med, oplever, at der kan være en rejse i den måde, de lever deres seksualitet ud på. Andre oplever det ikke på den måde. I den forbindelse er det enormt væsentligt, at jeg ikke siger: gør sådan og sådan. I stedet peger jeg mod skabelsen som et fyrtårn og mod vores behov for Kristus, for uden Kristus så kan vi ikke. Det er mødet med Kristus og hans forvandling, det handler om - men hvordan og hvor hurtigt vejen derhenimod går, kan vi ikke gøre os til herrer over.”

Er der plads til homoseksuelle i kirkerne?
Mest stille i salen blev der, da Susanne tog bladet fra munden og beskrev, at hun ikke er ikke så optaget af retten til at blive viet i bestemte trossamfund – man kan jo blive viet i folkekirken, hvis man ønsker en kirkelig vielse, anførte hun. Derimod er hun meget optaget af kulturen og fællesskabet i frikirkerne:
”Hvem er det, der er plads til i jeres fællesskab,” spurgte hun.
”Hvem er det, der føler, de skal skamme sig over dem, de er? Hvem er det, som I - i kærlighedsbudskabets navn - forkrøbler? For de lander ovre hos os."
"Jeg har en håndfuld frivillige, som er kommet forkrøblede ud af kristne fællesskaber, fordi de er vokset op med skam og skyld og internaliseret homofobi og transfobi og en følelse af at være ikke-elsket, en følelse af, at deres familier har slået hånden af dem. Og jeg synes faktisk ikke, at man kan være det bekendt. Jeg synes ikke, at man som mennesker, der møder andre mennesker – særligt ikke i et kristent budskab om kærlighed - kan være det bekendt."
"Så er det for mig sådan set lidt ligegyldigt, om man kan blive gift eller ej, om man kan få lov at synge lovsang eller ikke at synge lovsang – nu ved jeg godt, at det betyder noget for nogen, om man kan få lov at synge i koret eller prædike – men for mig er det helt ekstremt vigtigt, at vi værner om de børn og unge, som vokser op i fællesskaber, hvor de føler, de skal skamme sig over at være dem, de er.”

Regnbueflaget må ikke blive sort-hvidt
Normkritik samt cølibat blev også berørt i løbet af samtalen, ligesom begge blev bedt om at beskrive, hvad de havde lært af den anden. Igen blev det til to sider af samme mønt, for det, som Mikael trak frem i den forbindelse, var Susannes ovenfor nævnte beskrivelse af forkrøblede LGBT-personer fra frikirkelige miljøer, mens Susanne måtte erkende, at LGBT-miljøet heller ikke altid er lige rummeligt over for kristne LGBT-personer, som finder deres (fri)kirkelige baggrund værdifuld og ikke ønsker at kaste vrag på den.
”Jeg siger nogle gange til Susanne, at de skal passe på, at regnbueflaget ikke bliver sort-hvidt,” lød det i den forbindelse fra Mikael.

Hør hele indlægget her.

Foto: Susanne Branner Jespersen og Mikael Wandt Laursen i debat på Folkemødet 2019. Fotograf: Christoffer Fryd