Kræft i hjernen forsvandt efter bøn

En aggressiv hjernetumor sendte Eva Bertelsen hjem fra sygehuset med en dødsdom.  Men efter bøn fra præster, venner og familie er tumoren nu væk.

Af Runa Pihlmann

Hun var begyndt at glemme småting og følte sig ind i mellem lettere forvirret. Desuden var ansigtskuløren blevet grå, og trætheden overmandede hende jævnligt. Det var i sommeren 2013.
– Jeg var overbevist om, at det nok skyldtes stress, da jeg var presset på mit arbejde, hvor jeg var ved at afslutte skoleåret og planlægge det næste, siger Eva Bertelsen, der dengang var lærer på Friskolen Klippen nær Silkeborg.
Hun bor sammen med sin mand, Niels Aksel, i Kolding, hvor de er en del af frikirken Kirkeibyen. I 2013 havde de planlagt en tre ugers ferie i USA, hvor de skulle besøge deres datter og svigersøn, som bor i Los Angeles. Halvvejs inde i ferien oplevede Eva en trykkende hovedpine og en overvældende træthed, så hun var bange for at falde i søvn i utide. Og en aften, hvor de var ude at spise på en restaurant, formåede hun blot at få to mundfulde ned, og fik resten med som takeaway.
– Jeg havde ingen appetit, og på vejen hjem kunne jeg pludselig ikke orientere mig. Så jeg var overbevist om, at vi skulle den modsatte vej af, hvad de andre påstod. Men trods de mange tegn overvejede jeg ikke et øjeblik, at der var noget galt, mindes Eva, som efterhånden også fik svært ved at formulere sig og fik at vide af både sin mand og datter, at hendes venstre halvdel af ansigtet hang ved øjet, kæben og læben.
– Jeg kunne virkelig ikke se det i spejlet, selv om jeg kiggede og kiggede. Så efterhånden følte jeg, at mine pårørende var ude på at gøre mig syg. Det er skræmmende at tænke tilbage på!

Dødsdommen
Først da de var tilbage i Danmark fik Evas mand hende til lægen, som straks sendte hende videre til sygehuset for videre udredning. Efter flere undersøgelser og en CT-scanning viste det sig, at familiens frygt var velbegrundet.
– Overlægen fortalte, at der var et stort, hvidt område på min højre hjernehalvdel, hvilket var et tydeligt tegn på en tumor. Kun en MR-scanning kunne afgøre, om den var god- eller ondartet, siger Eva.
Hun blev indlagt på sygehuset, hvor deres fire børn, svigerbørn og børnebørn besøgte hende. De havde svært ved at kende deres mor, svigermor og bedstemor, som virkede fjern og ikke svarede på deres spørgsmål.
– Jeg havde ingen realitetssans og havde svært ved at mærke mig selv. Senere fandt jeg ud af, at det var fordi, tumoren trykkede på et sted i min hjerne, så jeg ikke kunne fornemme min tilstand, forklarer Eva.
Efter MR-scanningen kom svaret: en aggressiv, ondartet hjernetumor.
– Det var en dødsdom.  Ingen tvivl om det. Men samtidig klyngede jeg mig til et bibelcitat, som en veninde havde læst højt for mig, mens jeg var indlagt på Holstebro sygehus. Det lød: Denne sygdom er ikke til døden, men for at Guds herlighed skal åbenbares. Jeg oplevede det som en direkte hilsen fra Gud til mig, og det gav mig troen på, at Gud var med mig og ville gøre mig rask. Niels Aksel havde samme overbevisning og bestilte derfor en ny flagstang, hvorfra Dannebrog skulle vaje i hele tre dage, når jeg blev helbredt, smiler Eva.

Uden frygt for døden
Ved en uddybende samtale i Aarhus fik hun at vide, at der var tale om to aggressive, ondartede tumorer i hjernemassen, hvoraf den ene var en metastase. Det betød, at operation ikke var mulig, da det ville medføre store hjerneskader. Kemo og stråler kunne heller ikke fjerne tumorerne, så eneste tilbud var en livsforlængende behandling.
For at finde den rette behandling, skulle hun have taget biopsier af tumorerne. Det foregår ved, at kirurgen borer et hul i kraniet og udtager fire såkaldt vævsprøver ved hjælp af sindrigt gps-udstyr. 
– Lægerne undrede sig over, at både min mand og jeg var så fattede og rolige i situationen. Men vi fortalte dem, at vi tror på Gud og derfor ikke frygter døden, men at det ville være et stort savn, hvis jeg skulle dø, siger Eva, som oplevede en dyb og overjordisk fred, da hun vågnede efter indgrebet.
Selv om hun var overbevist om, at Gud ville gøre et mirakel, kom hun i tvivl om, om hun nu virkelig ville opleve helbredelse. Men hun blev ved med at minde sig selv om det citat fra Bibelen, som veninden havde læst for hende, og som hun opfattede som en hilsen direkte fra Gud, og dét hjalp hende med at holde tvivlen i skak.
– Samtidig begyndte jeg dog at forberede min egen begravelse og havde blandt andet sagt til Niels Aksel, at jeg gerne ville begraves på en naturkirkegård tæt på min svigerfars gravsted. Her oplever jeg en helt speciel fred, når vi lægger blomster på hans grav. Så skulle jeg dø af sygdommen, var jeg også klar til det.

I Guds favn
Den 3. september 2013 skulle hun til samtale i Aarhus for at få svar på biopsiprøverne. Ugerne op til tilbragte hun sammen med venner og familie, som hun fortalte, at hun var overbevist om, at Gud ville helbrede hende.
– Jeg oplevede meget klart, at Gud gik sammen med mig i dødsskyggens dal, fordi jeg var for svag til at gå der selv. Det var, som om Gud bar mig i sin favn i ugerne med ulidelig ventetid, forklarer Eva, som vidste, at mennesker rundt omkring på hele kloden bad for hende – lige fra ?benkirke i Herning, hvor som hun dengang var tilknyttet, til The Seattle Seahawks, der er et amerikansk fodboldhold.
Eva ringede også efter to præster fra ?benkirke, som kom og salvede hendes pande med lidt olie, hvorefter de lagde hænderne på hende og bad for hende – en praksis, som er beskrevet i Det Nye Testamente.
Da den 3. september oprandt, og Eva blev kaldt ind til lægen, kiggede lægen forvirret i journalen og havde svært ved at forklare sig. Scanningsbillederne viste utvivlsomt to ondartede tumorer, men biopsierne viste ingen cancer – kun dødt væv og en skrumpet tumor – hvilket lægen ellers havde lært, at tumorer ikke kan gøre.
– Da vi forklarede, at vi troede på, at Gud havde helbredt mig, sagde lægen, at dét måtte vi endelig holde fast i!
Lægen bestilte dog en ny scanning for at sikre sig, at det ikke blot var fordi, hun havde stukket forkert i forbindelse med biopsien. Og den 18. september fik Eva og Niels Aksel svaret på dén scanning: Der var ikke sket nogen fejl i forbindelse med biopsien. Derimod var tumoren højst overraskende skrumpet, ligesom væske og hævelse omkring tumoren var forsvundet.
- Jeg blev så rørt over, at Gud virkelig havde helbredt mig, at tårerne trillede ned ad mine kinder, og min krop sitrede af glæde, siger Eva, som straks ringede til familie og venner for at fortælle den gode nyhed.

Fra fortvivlelse til jubel
Flaget røg straks til tops på familiens nye flagstang, og Eva og Niels Aksel inviterede familien ud at spise om aftenen for at fejre, at hun havde fået livet tilbage. Siden dengang er Eva flere gange blevet scannet – og til lægernes stadige overraskelse har tumorerne hver gang været mindre end ved den foregående scanning for til sidst helt at forsvinde.
– Det har været et hårdt forløb for hele familien. Min ene søn fortalte mig, at han havde tænkt, at alt over et år, som jeg fik lov at leve, ville være en gave. Så han og de andre børn var helt rundt på gulvet og havde svært ved at rumme alle følelserne fra fortvivlelse til jubel, forklarer Eva.
Hun har ikke noget bud på, hvorfor Gud har valgt at helbrede hende, mens andre bukker under for samme sygdom. Men hun håber, at hendes historie kan styrke andres tro på, at miraklernes tid ikke er forbi, og at Gud er i stand til at gribe ind, når det ser allermest sort ud.
– Livet er så skrøbeligt og kan være forbi i morgen. Så jeg forsøger at leve i nuet og være bevidst om, hvad jeg bruger min tid på. Kun Gud ved, hvor mange dage jeg har tilbage, og hvornår han tager mig hjem. Og det er altså ikke endnu.

Foto: Martin Gravgaard