KOMMENTAR: Vi skal høre de forfulgtes historier

4.10.2017
9.5.2023

De forfulgte kristne i Mellemøsten har brug for at høre, at deres historier ikke er glemt eller gemt af vejen. Det er det mindste, vi kan gøre for dem.

Af Mikael Wandt Laursen
Generalsekretær i FrikirkeNet

Kristne i mange områder af Mellemøsten oplever en så massiv forfølgelse, at kristen tilstedeværelse i flere arabiske lande snart er en saga blot. Det er derfor glædeligt, at regeringen har oprettet et kontor, der skal sikre, at religionsforfølgelse af mindretal kommer højt på politikernes dagsorden, når de mødes med kollegaer fra berørte lande. 
Da kristne blev forfulgt i den gamle sovjetblok, så var det afgørende at få de forfulgtes historier ud til verdens kendskab. Beretninger, dokumenter og beskrivelser blev smuglet ud og leverede en stor del af den moralske ammunition, der underminerede kommunismens troværdighed. Og det gav åndelig styrke til de forfulgte og indespærrede, at deres historier ikke var glemt eller gemt af vejen. 

I en tid hvor fakta må kæmpe med fake news om opmærksomheden, er det så meget vigtigere, at regeringens kontor kan sikre valide data og informationer om folkemordet på kristne. Vi har brug for at høre historierne om kristne, der voldtages, dræbes og drives fra land og by. Vi har brug for at høre, når en islamisk teolog ved Al Azhar universitetet i Cairo retfærdiggør islamiske krigeres brug af sexslaver. Vi har også brug for at høre om de steder, hvor der rent faktisk finder forsoning og genoprettelse sted, og vi har brug for at møde de mennesker, der med livet som indsats kæmper for andres ret til at tro og leve, som de vil. 
Og de forfulgte kristne i Mellemøsten har brug for at høre, at deres historier ikke er glemt eller gemt af vejen. Det er det mindste, vi kan gøre for dem. 

Forfølgelserne mod de kristne i Mellemøsten er tragisk og reel. Det tager lang tid at genoprette tilliden i de samfund, hvor den er blevet nedbrudt. Godt, at der er dygtige organisationer, der fokuserer på det. Men der er så sandelig også brug for en tydelig forholden sig til fakta her og nu. 
Kommunismen mistede sin legitimitet på grund af dens konstante undertrykkelse af sine egne. Islamisme er også i gang med at miste sin legitimitet i takt med, at undertrykkelsen, barbariet, og vanviddet mod anderledes troende bliver gjort kendt, italesat og imødegået. 
Jeg er glad for, at den danske regering så tydeligt har meldt sig ind i kampen for de forfulgte kristne. Den langsigtede løsning kræver en delegitimering af islamismen. Det vil historierne og beretningerne om de forfulgte kristne bidrage til. Og det vil kunne give et frugtbart fundament for en dialog med dem, der rent faktisk ønsker et opgør med den ideologi, der rider Mellemøsten som en mare i øjeblikket.