Kommentar til DR 2’s dokumentarserie ”Sektlederens hemmeligheder”

23.1.2020
9.5.2023

Af Mikael Wandt Laursen
Generalsekretær

"Undskyld er det vigtigste ord at lære". Sådan sagde Michael Riis Kaarby fra Pinsekirken Bornholm i et interview, som blev bragt i den kristne ugeavis Udfordringen august 2019. I artiklen reflekterer han over vigtigheden af at erkende egne fejl og turde sige undskyld. Ligeledes undskylder han i artiklen over for dem, som gennem historien har følt sig fordømt eller dårligt behandlet af kirken.

Et af disse mennesker er Roald Bergmann, som er den person, DR 2’s serie handler om. Roald var for omkring 15 år siden leder i Pinsekirken Bornholms teenageklub, men tingene gik for langt og udviklede sig på en uhensigtsmæssig måde.
Pinsekirken Bornholm skriver på deres hjemmeside: ”Her skulle kirkens ledelse have grebet ind på et tidligere tidspunkt - både for de unge teenageres skyld, som var omkring Roald - og for Roalds egen skyld. Og da der så endelig blev grebet ind, kunne det være blevet gjort på en mere forstandig og kærlig måde i forhold til Roald og hans daværende kæreste, som han nu er gift med.”

Det er altid trist, når mennesker oplever svigt - især hvis det er fra en kirkes side, da kirkens kendetegn er og skal være kærlighed. Det er vigtigt at lytte til mennesker med smertelige oplevelser som Roalds og tage ved lære som kirke i dag.
En kirke skal være åben for alle mennesker, som ønsker at søge Gud dér – uanset hvilken bagage de har med, og hvilke holdninger og livsanskuelser de i øvrigt har. Der skal være plads til mangfoldighed og tid til processer, mens mennesker udforsker og går på opdagelse i troens verden.

Alle kirker har naturligvis nogle værdier, som det forventes at lederne for forskellige arbejdsområder i kirken hver især tror på og derfor efterlever. På et tidspunkt kunne Roald ikke længere identificere sig med Pinsekirken Bornholms værdier i forhold til seksualitet, og derfor måtte han trække sig som leder. At Roald oplevede dette som en voldsom og sårende udstødelse fra fællesskabet viser med tydelighed, at samtalerne med og omsorgen for Roald i tiden efter, at han stoppede som leder, skulle have været af en anden og mere favnende karakter.

Der er heldigvis sket meget på 15 år. Vi glæder os over, at der i danske frikirker kommer mennesker med mange forskellige livsholdninger. Og vi glæder os over, at tro og fællesskab kan rumme os alle uanset vores holdninger, mangler og personligheder.

Samtidig kan en dokumentar som denne få os til at standse op, reflektere og tale om, hvordan vi kan fremme en sund og åben kultur i vores kirker, og hvordan vi bedst støtter op om ledere til at lykkes personligt og som ledere i kirkelige sammenhænge. 

Tak for den mulighed.

Foto: DR/Frederik Rothaus