KOMMENTAR: Lov om donationsforbud er en retspolitisk glidebane

Grundlæggende frihedsrettigheder og retspolitiske principper er på spil i forslaget til lov om forbud mod donationer – på trods af at man reelt ikke ved, hvor stort problemet med donationer er. Og man regner i øvrigt heller ikke med, at loven vil have nogen særlig effekt på problemet.

Af Mikael Wandt Laursen, Generalsekretær i FrikirkeNet
Foto: Danmarks Nationalbank

KOMMENTAR: Paradokset er desværre efterhånden velkendt: I iveren for at forsvare demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder er vi klar til at krænke selv samme demokrati og rettigheder.
Det begyndte med forkynderloven, hvor bestemte ytringer i en religiøs sammenhæng blev kriminaliseret, og det optræder nu i skærpet form i lovforslaget om forbud mod donationer. Her kan holdninger, der af udlændingestyrelsen vurderes at være undergravende for demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, føre til hemmelige undersøgelser, som kan resultere i sanktioner uden mulighed for partshøring. 

Der er bekymrende meget elastik i disse formuleringer om at være ”undergravende” – der kan puttes alt muligt ind under sådan en hat. Og de eneste modificerende eksempler, som nævnes, er det at agitere imod kvindelige forkyndere og det at opfordre til ikke at benytte sin stemmeret. I sig selv er de ikke nok til at udløse sanktioner, men de vil kunne medføre, at Udlændingestyrelsen beslutter at lave en nærmere undersøgelse – så eksempelvis vil den katolske kirke kunne udsættes for falske SoMe-profiler oprettet af Udlændingestyrelsen, fordi kirken ikke har kvindelige præster.
For ja - falske profiler på sociale medier bliver med loven en mulighed for Udlændingestyrelsen. Potentielt at udsætte danske statsborgere med ikke-kriminelle holdninger for den slags skæg og blå briller-overvågning er helt ude af proportioner med de problemer, man med lovforslaget ønsker at løse.

Og har man først været udsat for en hemmelig overvågning og derudover – må man gå ud fra(?) – været genstand for en grundig undersøgelse, som man dog ikke var vidende om, så kan man pludselig blive adviseret om, at man er blevet optaget på en officiel forbudsliste. Uden den mindste chance for på forhånd at verificere, nuancere eller imødegå Udlændingestyrelsens oplysninger.
Retten til partshøring suspenderes nemlig med henvisning til praktiske vanskeligheder med at finde adressen på en person i udlandet samt til det forhold, at en donator vil kunne fremskynde en donation, inden donator kommer på forbudslisten. Men der er ingen grund til at knægte et for en retsstat grundlæggende princip, blot fordi man forudser problemer med at kunne gennemføre det i forhold til visse donatorer. Der må regeringen finde andre måder at håndtere de udfordringer på, uden at herboende mister et af de grundlæggende danske retsprincipper.  

Klager man over at være sat på listen, får klagen ikke nogen opsættende virkning. Man kommer med andre ord til at hænge i en offentlig gabestok, uden at man har haft mulighed for at gøre indsigelser, forklare eller andet – og der bliver man hængende, indtil man har godtgjort, at det ikke var berettiget, at man hang der. 
Og får man ikke medhold i klagen, er der kun domstolene eller Folketingets Ombudsmand tilbage - en sølle trøst, da en retssag både er dyr og kan blive langstrakt i tid - og selve det at spille ombudsmanden på banen i et lovforslag på denne måde, skriger næsten til himlen: Vi ved godt, at den her ikke er god - men I kan jo bare klage til Folketingets vagthund.

Formålet med loven var i sit udgangspunkt at forhindre udenlandske donationer til trossamfund, foreninger med videre i Danmark, hvis disse donationer undergraver demokrati og grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder. Men hvorfor er danske statsborgere og danske foreninger så omfattet af lovforslaget?
Loven fører os ud på noget af en retspolitisk glidebane.
I et land med demokrati og ytringsfrihed samt tanke-, samvittigheds-, forenings- og religionsfrihed skal man ikke kunne straffes eller opleve sanktioner som følge af sine holdninger. De danske retsprincipper skal gælde alle, også dem vi ikke bryder os om eller er uenig med. Vi ønsker ikke et tankepoliti, hvor staten vil bestemme, hvilke holdninger der er comme il faut.

Med så dramatiske indgreb i frihedsrettighederne for danske statsborgere ville man forvente, at det er virkelig alvorlige og veldokumenterede problemer, loven skal løse.
Men nej:
”… der er ikke konkret viden om omfanget af udenlandske og indenlandske donationer til modtagere i Danmark".
Og:
"… det er ministerens vurdering, at der i praksis formentlig vil blive tale om et begrænset antal personer, organisationer mv., der optages på listen".

Så man ved reelt ikke, hvor stort problemet er. Og man regner i øvrigt ikke med, at loven vil have nogen særlig effekt på problemet.
Dertil kommer, at donationer, der kan give udenrigspolitiske problemer, ikke bliver omfattet. Totalitære regimer kan således fortsat kanalisere midler via deres repræsentationer i Danmark, hvis det udenrigspolitisk er uhensigtsmæssigt at gribe ind.
Men loven hævdes alligevel at være vigtig, fordi den kan skabe "… en øget offentlig debat og bevågenhed om uønskede donationer …”.
Når først en lov vedtages, så er debatten som regel slut. Så - hvis debatten er formålet, kan vi så ikke bare stoppe her, lade forslaget falde – og redde nogle grundlæggende retsstatslige principper?

I kampen mod radikal islamisme må vi ikke miste os selv. Så taber vi.