Julehjælp til 500 familier i Herning
500 familier modtog i lørdags julehjælpspakker med mad og gaver til børn i ?benkirke i Herning. Koordinator Oli Samara Schultz kalder det en overvældende og rørende dag.
En fjerdedel af FrikirkeNets 77 medlemskirker er involveret i at uddele julehjælp i år. En af dem er ?benkirke i Herning, som i lørdags delte julehjælpspakker med mad og gaver ud til 500 familier.
- Det var en overvældende dag, fortæller Oli Samara Schultz, koordinator for ?benkirkes julehjælp.
- Vi har delt julehjælp ud siden 2010, og hvert år kommer det bag på mig, hvor rørende en dag det er. I dagene op til uddelingen har vi været så fokuserede på at blive færdige, at det har fyldt alting. Man har knoklet, det har været hårdt – et kæmpearbejde, men pludselig ser man glæden i folks ansigter, og så tænker man: Det er det hele værd, det gør vi igen næste år – det er 100 procent sikkert.
Er der ikke noget sjov i år?
Når kirken udleverer hjælpen til modtagerne, er der samtidig et kort program med blandt andet trylleshow, kreativ fortælling af juleevangeliet samt en let servering. Og det er noget, som er populært, fortæller Oli Samara Schultz.
- I sidste uge sendte vi en kort sms til dem, som skulle modtage julehjælp. Kort efter ringede en af dem til vores kontor og sagde: Jeg har fået den her sms om, at jeg kan hente en kasse – men er der ikke noget sjov i år? Kan jeg ikke få en billet til showet også? Andre har spurgt, om de måtte komme og se showet, selv om de ikke skulle hente en kasse.
De 500 julehjælpspakker blev uddelt ad tre omgange, hvor der hver gang var dækket op til 330 personer i kirkesalen i ?benkirke. Dertil kom 50 frivillige per omgang, som var travlt optaget af at servere med, lave underholdning, uddele julepakker med mere. Oli Samara Schultz er også ulønnet, selv om hun lægger mange timer i julehjælpen.
- Man får tid til det, man gerne vil have tid til, og det her giver mig energi. Vi har alle større eller mindre op- og nedture i livet, men jeg kan mærke, at hvis jeg i stedet for at pille i min egen navle retter min opmærksomhed mod andre, som har det sværere end mig, så giver det mig energi, forklarer hun.
- I lørdags talte jeg med en mor, som kun havde 700 kroner til resten af måneden, og når hendes børn spurgte efter julegaver, havde hun måttet svare, at det blev der ikke råd til. Hun havde regnet med, at hun hos os fik en pakke med mad, så da hun så, at der også var gaver til børnene, trillede tårerne ned ad hendes kinder, mens hun sagde: Så får de alligevel gaver i år. Den slags gør, at jeg ikke er tvivl om, at det er det hele værd.
I gang igen i januar
?benkirke i Herning samarbejder blandt andre med kommunen, lokale firmaer og gymnasiale uddannelser om julehjælpen. Elever fra byens gymnasielle uddannelser køber julegaver til børn under 12 år, og i år sponsorerede Lego tillige en række æsker, ligesom Bilka gav klækkelige rabatter på familiespil til en værdi af 200-300 kroner, så det var muligt at købe i alt 300 spil for 15.000 kroner, som en sponsor havde doneret til julehjælpen. I alt uddelte ?benkirke flere end 1.000 julegaver til børn.
Selv om uddelingen af julehjælp er slut for denne gang, går der mindre end en måned, inden de frivillige er i gang igen. Den 10. januar mødes de til evaluering af dette års indsats, og så går de ellers i gang igen.
- Til at begynde med rider vi på en bølge af begejstring fra den netop overståede uddeling. Men nogle gange kan det godt blive lidt tungt, når vi når hen i april, maj og sommermånederne. Så plejer jeg at kigge på video eller billeder fra tidligere års uddelinger, og når jeg ser glæden i folks ansigter, får jeg fornyet energi, fortæller Oli Samara Schultz.
3.000 pakker julehjælp fra frikirker - med flere
Samlet uddeler den ovennævnte fjerdedel af FrikirkeNets medlemskirker knap 2.500 pakker med julemad til en familie – ofte er der også som hos ?benkirke gaver til børnene med i pakken. Derudover uddeler et par kirker brugt tøj og legetøj, som forældre kan give til deres børn i julegave – det er der omkring 500 børn, som får glæde af i denne jul.
Alle kirker uddeler julehjælpen i samarbejde med andre aktører – det være sig kommuner, ngo’er, foreninger, gospelkor, uddannelsesinstitutioner, firmaer eller medier.
JL
Fotos: ?benkirke
Video: Christoffer Fryd/Morten Gram