Heidi slap fri af 12 års smertehelvede

12 år med intense smerter sluttede fra den ene dag til den anden, efter Heidi Rasmusen havde set et syn, hvor Jesus trådte en hvæsende slanges hoved under fode.

Af Jens Linde

Biler dyttede og blinkede til Heidi Rasmussen, da hun en mandag i december 2002 kørte på motorvejen mellem Esbjerg og Bramming. Hun ignorerede det og skruede op for musikken i bilradioen. Hvad var problemet?
Hun havde netop været inde på den frisørsalon i Esbjerg, som hun skulle overtage om fredagen. Og godt nok var hun - da hun brat stoppede for en knallert i centrum af Esbjerg - blevet påkørt bagfra af en skraldebil, men så var det vist heller ikke værre.
- Jeg havde ringet til min mand, Jacob, og sagt, at jeg var blevet påkørt en smule – skulle jeg køre bilen hjem eller lade den stå? Hvis den kan køre, så kør den hjem, sagde han. Det gjorde jeg så – men da jeg steg ud af bilen ved det firma, min mand er medejer af, kunne jeg godt se på folks reaktion, at bilen vist var lidt mere skadet end som så, fortæller Heidi.
- Jeg havde slet ikke forstået, hvor alvorligt det var. Sammenstødet havde været så voldsomt, at føreren af skraldebilen var sikker på, at jeg var død. Lige efter ulykken stod han på vejen og græd, mens han prøvede at tage sig sammen til at gå hen og åbne min bildør, da jeg til hans store overraskelse pludselig selv steg ud.
Selv om bilen var smadret til ukendelighed og havde fået de bagerste ruder blæst ud, var Heidi tilsyneladende sluppet heldigt fra det voldsomme sammenstød. Fysiske mén mærkede hun på det tidspunkt ikke noget til.

Brækket kraveben?
Samme aften var Heidi og Jacob til fødselsdagsselskab. Under forretten kunne Heidi pludselig mærke, at hendes muskler i arme, nakke og skuldre begyndte at spænde op, og derefter begyndte hun at tabe ting.
- Jeg græd af smerte, og vi tog hjem, inden forretten var færdig. Næste morgen havde jeg det dog godt igen, så jeg tog på arbejde, men da jeg var halvvejs gennem klipningen af den første kunde, tabte jeg kammen og kunne ikke længere bevæge saksen. Pludselig var alle smerterne fra aftenen før tilbage for fuld styrke, og jeg var nødt til at tage hjem.
Dagen efter tog Heidi til læge, som lancerede en teori om, at smerterne kunne stamme fra et brækket kraveben. For at få teorien be- eller afkræftet var det nødvendigt med røntgenbilleder, men det kunne der ikke blive tale om de næste tre måneder, for lægen konstaterede samtidig, at Heidi var gravid med sit og Jacobs første barn, Maja.
Heidi fik derfor besked på at gå hjem og ligge stille, indtil fosteret var normalt udviklet. Først derefter ville det være forsvarligt at udsætte det for røntgenstråler. Der var ingen indvendinger fra Heidis side til denne ordning - som følge af smerter i skulder- og brystparti var det alligevel stort set det eneste, hun magtede.

Barsk dom fra specialist
Tre måneder efter blev røntgenbillederne taget. Kravebenet var ikke brækket, så Heidi blev sendt videre til en specialist, som kun behøvede en enkelt konsultation til at fastslå, hvad Heidi led af. I første omgang fortalte specialisten ikke hele sandheden til Heidi – hun nøjedes med at sygemelde Heidi resten af graviditeten. Når Heidi havde født, ville specialisten gerne se hende igen.
Et år efter den første konsultation var Heidi oppe ved hende igen, og da havde specialisten følgende budskab: Med den skade du har, vil smerterne blive værre og værre. Jeg har været i faget i mange år, men har kun to gange tidligere set nogen med de skader, du har. Du har været meget, meget uheldig, og vi kan ligeså godt gå i gang med at søge om din pension nu. Du kommer ikke til at arbejde igen, men bliver en, som kommer til at sidde og observere, hvad der sker omkring dig. Du bliver som en glasdukke, som man skal passe på, og om 10 år vil du kun kunne holde til at ligge i en seng, og da vil du have så mange smerter, at du bare vil ligge og skrige. Så gå hjem og nyd at være mor, mens du stadig magter det.
- I dét øjeblik, hvor hun kom med denne dom, hørte jeg meget tydeligt og klart en stemme i mit indre, som sagde: Det kommer ikke til at ske. Sådan skal dit liv ikke være. Med det samme jeg hørte ordene i mit indre, sagde jeg dem højt: Sådan bliver mit liv ikke, sådan skal jeg ikke leve. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var Guds stemme, jeg havde hørt, forklarer Heidi.
- Jeg har været kristen siden min barndom og havde flere gange tidligere hørt den samme stemme. Det var en fuldstændig klar tanke, som på ingen måde kom fra mig selv. Den ramte mig lige i hjertet, og jeg vidste bare, at det var sandt – uanset hvad specialisten fortalte mig. Jeg vidste, at jeg ville blive rask igen … Jeg havde dog ikke drømt om, at det skulle tage så lang tid, som det gjorde, erkender hun.

Konstant ned ad bakke
Fra da af havde Heidi et fundament af optimisme at stå på – uanset hvor mange smerter hun havde, og hvor meget sygdommen forværredes. Til at begynde med var hun ligefrem begejstret, fordi hun havde fået, hvad hun opfattede som et klokkeklart løfte fra Gud.
- Da jeg kom hjem fra specialisten, og Jacob spurgte, hvad hun havde sagt, havde jeg næsten ikke rum til den dom, hun var kommet med. For mig var det helt vildt, at Gud havde lovet mig, at jeg skulle blive rask igen.
Selv om begejstringen med tiden stilnede af, forsvandt overbevisningen om, at hun ville blive helbredt ikke. Heller ikke selv om specialistens dom stille og roligt begyndte at gå i opfyldelse: Helt fra begyndelsen lå Heidi ned 10 timer om dagen for at holde smerterne nede og samle styrke nok til at være et par timer sammen med familien. Men i løbet af de næste 12 år fik hun mere og mere ondt og kunne mindre og mindre. Til sidst lå hun ned hele tiden, uden at det dog kunne holde smerterne på afstand. Stort set alle specialistens forudsigelser var nu gået i opfyldelse. Heidi lå bare i sin seng og prøvede at holde ud at være til – samtidig med at hun bad meget til Gud.
Ud over Maja blev Heidi og Jacob undervejs også forældre til et par tvillingepiger, og i den forbindelse fik de det første år hjemmehjælp til at gøre rent, vaske tøj, købe ind med mere, mens Jacobs mor sagde sit job op for at kunne hjælpe med tvillingerne frem til det tidspunkt, hvor de skulle i dagpleje. Da det gik bedst var Heidi højst i stand til at sætte en vask over eller at tømme opvaskemaskinen. At lægge tøj sammen, gøre rent, lave mad, slå græs med mere var hun ikke i stand til. Hun kunne på ingen måde bevæge armene op over hovedet eller rundt i cirkler. Til stadighed var Jacob dog en klippefast støtte, som kom hjem hver dag og lavede mad og puttede børn, inden han om aftenen ofte tog tilbage til firmaet.
På trods af den helbredsmæssige nedtur blev Heidi ved med – som hun havde gjort helt fra begyndelsen– at sige til folk omkring sig – fysioterapeut, naboer og venner fra den frikirke, som familien er en del af: Gud kommer til at helbrede mig.
- Jeg kunne godt mærke, at folk ind imellem havde lidt medlidenhed med mig, når jeg sagde det. De kunne ikke følge det, og det var jo tydeligt for enhver, at det kun gik ned ad bakke for mig. Jeg led også af angst og posttraumatisk stresslidelse som følge af ulykken. Men jeg valgte at fokusere på det løfte, som Gud havde givet mig.

Faretruende ferie
I 2014 besluttede familien – efter stærkt ønske fra pigerne – at tage på sommerferie i Italien. Heidi gruede dog for turen. Ferier var tæt på at være det værste, hun vidste, for da kunne hun kun hvile fem timer om dagen. Derudover forværrede det smerterne at sidde timevis i en bil, ligesom hun heller ikke kunne ville kunne holde ud at sidde i de havestole eller ligge i de senge, som hun forventede, der ville være på et italiensk feriecenter.
- Jeg græd, hver gang jeg tænkte på ferien, og til sidst blev Jacob og jeg enige om, at jeg skulle ringe til rejsebureauet og prøve at få ændret ferien til at være i Østrig. Vi havde i forvejen planlagt at overnatte i både Tyskland og Østrig på vej derned.
- Da jeg ringede til bureauet og ventede på at komme igennem telefonkøen, hørte jeg pludselig Guds stemme indeni: Stol på mig. Jeg tøvede lidt, men lagde så røret på og udbrød: Stole på dig? Hvordan skal jeg kunne stole på dig, når jeg har det, som jeg har det? Jeg er jo nødt til at aflyse ferien!
- Efter et stykke tid resignerede jeg og sagde: Fint nok, men så må du sørge for, at der er gode stole og senge, når vi kommer til Italien. Og så ringer jeg som minimum til lægen for at få noget beroligende, jeg kan hvile på.
- Da jeg havde ringet op og ventede på at komme igennem til lægen, lød stemmen for anden gang: Stol på mig. Jeg lagde røret på og sagde: Ok, men så må du også vise dig og gøre noget, for jeg kan ikke tage mere.

Syn af Jesus og slange
Efterfølgende lagde Heidi sig hen for at hvile og pludselig så hun et syn – en indre film, som det føltes, som om hun selv var til stede i. Et fænomen, som er velkendt i kirkeligt regi, og som Heidi flere gange tidligere havde oplevet.
- Jeg så en grøn mark foran mig. På marken var der et træ, og under træet lå der en slange. Jeg så Jesus komme gående hen over marken – hen imod træet. Da han kom helt derhen, rejste slangen sit hoved og hvæste ad ham, men han løftede blot foden og trådte dens hoved ned. I samme øjeblik han gjorde det, begyndte hele min krop at ryste, og jeg vidste bare, at jeg var blevet helbredt!
- Jesus havde besejret slangen, satan, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg var rask. Jeg var stadig fyldt med smerter, men nu kunne jeg grine ad det, for jeg vidste, at det var overvundet, smiler hun.
- Resten af dagen havde jeg stærke smerter. Jeg slæbte mig i seng og faldt i søvn. Pigerne var hjemme hos deres farfar og farmor, så jeg havde huset for mig selv. Klokken 22 kom Jacob hjem og vækkede mig, og jeg kunne næsten ikke være nogen steder for smerter. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet helbredt, lagde mig ned og sov til klokken 22 den næste aften, hvor Jacob igen vækkede mig, og jeg fik lidt mad og drikke. Derefter sov jeg til næste morgen, og da jeg vågnede, var alle smerterne væk. Jeg kunne bevæge armene, dreje dem rundt og løfte dem op over hovedet.
- Jeg sprang ud af sengen og jublede rundt på gulvet, mens jeg takkede Gud. I årevis havde jeg ikke kunnet lægge tøj på plads – nu tog jeg vores feriekufferter frem og pakkede dem alle sammen. Bagefter lavede jeg mad og ringede til Jacob: Jeg er rask! Det troede han ikke på.
- Da han kom hjem og så kufferterne og maden, spurgte han: Hvem har hjulpet dig? Det var svært for ham at tro på. Først en uges tid senere, da vi var et par dage inde i vores ferie, og jeg stadig var uden smerter og kunne løbe og spille badminton med vores piger – hvor man i høj grad har armen op over hovedet – gik det op for ham, at det var sandt. Under ferien gik jeg først i seng ved midnat, kørte i bil i timevis, sov i fremmede senge, pakkede kufferter ud, var med på restaurant – jeg kunne alt det, som jeg ikke havde kunnet i 12 år, stråler hun.

Jeg kan stole på ham
I dag er det mere end to år siden, Heidi sprang smertefri ud af sengen, og hun har været uden smerter lige siden. Mange i hendes frikirke og i lokalsamfundet har hørt hende sige, at Gud ville helbrede hende, og selv om skepsissen har været metertyk, kan hun nu med et smil sige: Hvad sagde jeg?
- Gud har gået hvert eneste skridt sammen med mig i de 12 år, hvor jeg var syg. Det, han sagde til mig, at han ville gøre, det har han gjort. Han har vist mig, at jeg kan stole på ham, fastslår hun.

Fotos: Bent 'Medvind' Sørensen