Fra arkivet: Når det sunde bliver usundt
Hvornår overskrider et fællesskab grænsen mellem sundt og usundt? Og hvilke ting kendetegner usunde, sekteriske miljøer? Det holder Arne Tord Sveinall fra Institutt for Sjelesorg i Norge talrige foredrag om hvert år.
Fællesskab er godt. Men et fællesskab kan køre af sporet, så det sunde bliver usundt. Det kan Arne Tord Sveinall, leder af Institutt for Sjelesorg i Norge, tale med om. I sit arbejde har han mødt hundredvis af ofre for sekter og sektlignenede miljøer, og i bogen Troende til litt av hvert - Om religiøs sekterisme og sjelesorg beskriver han typiske træk ved et sekterisk fællesskab. Essensen af bogen fortæller han om ved talrige foredrag rundt om i Norge - her følger et referat af et sådant, som blev sendt på det norske, statslige tv, NRK:
I et sekterisk miljø er der tilladte og ikke-tilladte følelser. Mentalt befinder medlemmerne af et sådant miljø sig i et akvarium, hvor man ikke forholder sig til virkeligheden udenfor. Alt er enten sort eller hvidt. Man er indenfor eller udenfor. Hør, hvor det stormer derude, her er der fredfyldt og tyst, synger vi i en salme. I en sekt får disse ord en ny mening, hvor man let kommer til at dæmonisere dem derude, mens der er tryghed og ægte åndelighed inden for gruppens/menighedens rammer.
For at der kan være tale om en sekt, skal det dreje sig om en religiøs - eller politisk - minoritet, som ledes af en autoritær person eller gruppe. Men sekterisme kan også opstå i en lomme af for eksempel en kirke, ved at en usund lederstil sætter dagsordenen inden for et afgrænset område.
Et andet kendetegn på et sekterisk miljø er konformitetspresset. Presset, som vil tvinge alle til at tænke, mene og tro det samme og opføre sig på samme måde, er et af de usunde elementer i en sekt. Og hvis man giver udtryk for tvivl eller afvigende meninger, bliver det tolket som oprør eller endda som et udtryk for dæmonbesættelse. Hvis man så ønsker at melde sig ud, kan man opleve, at der kommer stærke reaktioner fra ledelsens side. Trusler og afvisninger er ikke unormalt.
I mange sekteriske miljøer er skyldfølelse en anvendt metode til at manipulere folk. Man kommer til at stå i en slags mental gældsposition i forhold til gruppen/menigheden, hvorfor man rammes af skyldfølelse, hvis man begynder at overveje at forlade gruppen/menigheden. Nogen har fået stor hjælp af gruppen/menigheden - det kan for eksempel være økonomisk hjælp - mens andre kort og godt er blevet udsat for det, som kaldes love bombning: at man bliver overøst med omsorg og opmærksomhed, som så opføres på en form for uskreven gældspost. Men rigtig omsorg sætter aldrig mennesker i gæld.
Man kan også opleve, at tidligere så meningsfyldte opgaver inden for gruppen/menigheden, bliver til uopnåelige krav - og så følger man sig skyldig over ikke at række til. Skyldfølelse er kongevejen til al manipulation. Sådan har Sigmund Freud sagt, og på dette punkt har han utvivlsomt ret. Ved at få mennesker til at føle en sådan mental gæld, kan man efterhånden få folk til at sige og gøre næsten hvad som helst.
Men hvad er det så, der kendetegner en usund leder? Først kan vi se på, hvad der kendetegner en sund leder/ledelse:
* Lederen er klar over sin magt og sætter selv grænser for den
* Lederen er forudsigelig, og man har lov til at være uenig med vedkommende
* Man bliver forstået af lederen og får ikke bare færdige forklaringer
Ved en usund lederstil kan man derimod se, at: Lederen er ikke psykisk integreret. Lederen har selv behov, som skal dækkes, og det er gruppen/ menigheden, som skal dække disse behov. Dette kan være synligt på mange måder, men kan til sidst også udtrykke sig på det økonomiske og seksuelle område.
Det er også normalt med brug af profetier, som passer til egne behov. I den forbindelse kunne det måske være godt at erindre sig, hvad kirken tidligere har praktiseret. I et skrift fra år 160 står der således: Hvis den, som frembringer en profeti selv har interesse i, at den bliver opfyldt, så er det en falsk profeti.
Nogle usunde menigheder bliver ledt af mentalt syge personer. Ofte kan det være en person, som har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. Sådan en person har brug for psykiatrisk hjælp.
Hvordan kan det være, at menighedsmedlemmer ikke gennemskuer, at deres leder har brug for hjælp? Det gør de ikke, fordi de vælger et andet tolkningsrum. Man fornemmer, at noget ikke er, som det skal være, men man vælger det åndelige tolkningsrum i stedet for det psykiatriske. Personen bliver derfor tolket som værende på sin vis meget åndelig, og man ser ikke symptomerne på en almindelig psykisk lidelse.
En anden forklaring er, at man ofte bliver træt og slidt i en kirke, med et højt aktivitetsniveau. Og når man er udmattet, dukker der let en depression op i horisonten - og det første, man mister ved bare en lettere depression, er fantasi og perspektiv. Derfor magter man ikke selv at indse, at der findes andre måder at tænke på.
Det kræver meget energi at kunne se alt uden for sig selv.
Gud er den, som har givet lægevidenskaben kundskab om sit skaberværk. Han har skabt de mellemmenneskelige forholds betingelser. Men i et sekterisk miljø er der ikke plads til at være menneske. Her finder man derimod en gnostisk tankegang, hvor det skabte/materielle er mindre værdifuldt. Det legemlige aspekt tilsidesættes til fordel for det åndelige aspekt - og rigtigheden af dette bliver meget let at bekræfte: Hvis bare du koncentrerer dig nok stærkt nok - så vil det blive sådan og sådan ... Hvis bare du læser dette, hvis bare du beder de rette bønner - så vil du opnå det og det.
I øvrigt er der aldrig nogen af dem, som har opsøgt Arne Tord Sveinall for at få hjælp, der har sagt nedenstående ord. Faktisk har han aldrig nogensinde hørt nogen overhovedet sige: Jeg er medlem af en sekt.
Se hele foredraget her. Læs mere om Institutt for Sjelesorg på sjelesorg.no
Foto: Kuzma