Flere nuancer i politik, tak!

At arbejde i politik kræver loyalitet og evne til kompromis, men det er muligt at bevare sig selv og sin autenticitet midt i vrimlen af spindoktorer, newspeak og taktiske hensyn, oplever Socialdemokraternes Daniel Toft Jakobsen.

Af Jens Linde

Fire år i træk har politikere ligget i bunden i undersøgelser, hvor forskellige faggruppers troværdighed bliver målt. I toppen finder man dommere, sygeplejersker og læger, mens bilforhandlere, ejendomsmæglere og journalister gør politikerne følge i den tunge ende. Fem ud af de seneste seks år er politikernes troværdighed tilmed faldet fra år til år, så den ved sidste måling slog ny bundrekord.
Målingerne fortæller ikke noget om årsagen til dette – men kommentatorer gisner om løftebrud, spinkulturen, såkaldt newspeak - hvor man bruger nye og positive ord om ellers negative ting - samt magtmenneskers absolutte fokus på, netop, magt som nogle af årsagerne til dette.
Socialdemokraten Daniel Toft Jakobsen var et af tre medlemmer, som stemte imod partilinjen, da en række udlændingestramninger blev vedtaget i Folketinget i slutningen af januar i år. Den slags vidner om moralsk mod og integritet, så domino har opsøgt Daniel Toft Jakobsen for at høre, hvordan det er at arbejde et sted, hvor taktik, spin og partihensyn risikerer at kollidere med personlige holdninger og overbevisninger. Hvordan forbliver man autentisk – og dermed ærlig?
- Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke ønske at fremhæve mig selv som værende mere samvittighedsfuld end mine kolleger, indleder Daniel Toft Jakobsen.
- Når jeg stemte imod det pågældende lovforslag, var det, fordi retten til at være sammen med sin familie for mig er så fundamental og grundlæggende en værdi, at jeg blev nødt til at sige, hvad jeg følte og mente. Men det er da hverken let eller rart at stemme imod sit parti, erkender han.

En trussel mod demokratiet
Daniel Toft Jakobsen mener, at politikerne bliver nødt til at tage de dårlige troværdighedsmålinger meget seriøst.
- Vi kan gøre meget for at ændre på det – selv om det ikke altid er berettiget, når politikere står for skud. Nogle gange virker det, som om man tænker, at vi politikere hverken kan eller vil gøre noget godt, og at vi er ligeglade med de løfter, vi har givet. Og det passer jo ikke. Men vi har også selv en del af ansvaret, og vi skal tage det seriøst, for i sidste ende er det jo en trussel mod demokratiet, påpeger han.
- Vi politikere skal blive bedre til at sige, hvad vi selv mener i stedet for at kritisere andre. Der må vi bare erkende, at vi bruger for meget tid på at slå andre i hovedet og for lidt tid på at tale om vores egne holdninger. Vi skal nok også blive bedre til at gøre tydeligt, hvad vi mener, der er grundlæggende værdier, og ikke bruge tiden på at jagte hurtige stemmer. Vi skal vise, at vores holdninger udspringer af værdier og ikke af taktiske hensyn. Eller måske skulle jeg snarere sige: forhåbentlig udspringer de af værdier og ikke af kortsigtede, taktiske hensyn.

Ja, modparten har gode argumenter
Når Daniel Toft Jakobsen skal fremstille en sag, så den bliver så opportun som mulig for Socialdemokraterne, fremhæver han, at idealet er at være så saglig som mulig og at se sagen fra så mange vinkler som muligt – også fra modpartens.
- Når man først har gjort det, og fundet ud af, hvad man selv mener, er det helt naturligt, at man lægger vægt på de argumenter og den side af sagen, som gavner ens egne holdninger bedst og giver ens eget ståsted mest muligt medvind. Det betragter jeg ikke som at være uærlig.
- Men det kan godt være svært at argumentere meget hårdt, hvis man er nået til en stilling i argumentationen, der hedder 55 procent for og 45 procent imod. Hvis man i den situation foregøgler, at argumentationen er 100 procent for – så ved jeg ikke, om man kan kalde det en løgn, men man bidrager i hvert fald til at give et unødigt indtryk af, at sagen er uden nuancer. Det vil formentlig bidrage til at øge vores troværdighed, hvis vi en gang imellem erkender, at der er gode argumenter på begge sider, men at vi mener, at der samlet set er flest pile, der peger i én retning.
- Udfordringen er bare, at man nogle gange bliver sat i en situation, hvor det er ens rolle at sige noget bestemt. Medierne kan også får det til at se mere unuanceret ud, end det er. Det er svært at få nuancer med, når man kun har nogle sekunder eller et halvt minut til at udtale dig.

På mål for partiet
Nuancer og dialog er der god plads til i den socialdemokratiske folketingsgruppe, oplever Daniel Toft Jakobsen, men når man som gruppe først er blevet enige om en holdning, så må man også stå på mål for den – også selv om man personligt har en anden holdning end partiet – eller blot kunne ønske sig at have nogle flere nuancer med.
- Jeg oplever ikke, at man bliver presset til at være mindre nuanceret i sine holdninger. Men det sker, at ikke alle medlemmer er enige i den holdning, som partier når frem til. Det kan ikke undgås – hvis nogen påstår noget andet, passer det ikke. I de situationer er det forventningen, at man er loyal og enten siger noget, som man ikke personligt mener – man repræsenterer partiet; er firmaets mand, om du vil – eller også lader man helt være med at udtale sig om den pågældende sag.
- Personligt hælder jeg mest til det sidste. Jeg har svært ved at kaste mig helhjertet ind i en diskussion, hvor min konklusion er en anden end partiets. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har stor respekt for dem, som gør det for partiets skyld, eller at jeg synes, jeg har en bedre moral end dem. Jeg forsøger at være åben om mine overvejelser, og nogle gange betyder det, at jeg måske ikke er den rette til at stille op til et interview eller en debat. Men jeg er stadig ny, og måske vil det være anderledes, hvis jeg en dag får et større ordførerskab, hvor det er helt nødvendigt loyalt at formidle gruppens holdninger. Jeg vil dog aldrig kunne forsvare et hvilket som helst synspunkt, og heldigvis er jeg enig med mit parti i langt det meste.
- En tredje mulighed er at gå imod sit eget parti, men det gør man naturligvis kun, hvis der er noget meget vigtigt og principielt på spil. Udgangspunktet er altid at være loyal over for partiet – især når der stemmes i folketingssalen, og jeg håber, at afstemningen i januar ikke kun var første, men også sidste gang, at jeg stemte imod partilinjen. Debatterne skal tages internt på gruppemøderne, hvor man har mulighed for at sige sin mening, og hvis konklusionen bliver en anden end ens egen, må man som udgangspunkt være loyal.

Et voldsomt ord
Løgn er et voldsomt ord, oplever Daniel Toft Jakobsen. At beskylde en politiker, som fremlægger en holdning loyalt for sit parti, som han eller hun personligt ser en lille smule anderledes påer uenig i, er ikke en løgn, men ret normalt i alle partier men en del af jobbeskrivelsen som politiker, mener han.
- Jeg synes dog helt grundlæggende, at der er for meget af den slags skuespil i dansk politik, men det er nok svært helt at undgå, da de fleste partier selvfølgelig ikke ønsker, at deres politikere giver udtryk for alle mulige modsatrettede holdninger. Ord som hykler og løgn er under alle omstændigheder meget store ord, og man skal virkelig være sikker i sin sag, før man retter sådanne ord mod andre. I politik kan man bruge ordet løgn, hvis for eksempel en minister udtaler, at han eller hun ikke har vidst noget om en sag – men hvor ministeren rent faktisk har vidst ganske god besked. Det er først på det niveau, at man kan tale om en løgn – når man bevidst giver faktuelt forkerte oplysninger. 

Fotos: Per Bækgaard