Det usunde gudsmandsbegreb

KOMMENTAR: Tanken om en Gudsmand, som på en særlig måde er udvalgt af Gud til at lede og tale på Guds vegne, og som derfor ikke kan modsiges, er usund og skadelig for en kirkes liv og virke.

I løbet af 2016 har der været fokus på livet i nogle små, danske, religiøse sekter, hvor der har været tale omen ledelsesstil, der beskrives som diktatorisk: ”de taler og udsteder ordre på vegne af selveste Gud”. Centralt i sekterne står en stærk leder, der ofte omtales som Gudsmanden. Der er ingen mulighed for indsigelse eller kritik – det er Gudsmandens ord, der tæller.
FrikirkeNet tager fuldstændig afstand fra en sådan lederstil.

En ulykkelig cocktail
Det er ikke ukendt, at sekter ofte er bygget op omkring stærke ledere, som formår at skabe rammer for sine efterfølgere, der umiddelbart giver dem en slags tryghed. De søger måske ligefrem den stærke ydrestyring og underlægger sig frivilligt og i lydighed andres dominans. Dette - koblet med personligheder, der ikke har skrupler over at udnytte og manipulere andre mennesker - er en ulykkelig cocktail, som skaber sårede ofre, der føler sig misbrugt.

Guds talerør
Begrebet Gudsmanden har sin oprindelse i Det Gamle Testamente (GT), hvor ledere som Moses og flere af profeterne blev kaldt Gudsmanden* i betydningen Guds talsmand; den Gud taler til og igennem, når han vil sige noget til sit folk. Det fremgår tydeligt af GT, at det jødiske folks status blandt alle andre folkeslag var helt unik. Deres leder var udvalgt af Gud til at tale hans ord til nationen om gudsdyrkelsen, lovgivningen, moral og vejledning om fremtiden.
Som nation var de ledt af Gud – et teokrati, som ikke læres i den globale kristendom i Det Nye Testamente (NT).

Fordrejet teologi
I 1970'erne voksede der en bevægelse frem - især i USA - som blev kaldt trosbevægelsen eller fremgangsteologien (prosperity). Her udviklede sig hos nogle en ledelsesstil, som hentede sin inspiration i GT’s gudsmandsbegreb. Præsten, lederen eller grundlæggeren blev kaldt den salvede eller Gudsmanden, som bar visionen for kirken - alle andre var hans hjælpetjenester.
I de mest ekstreme tilfælde skulle han skulle ikke spørge nogen til råds eller ulejlige sig med ligestilledes meninger. Der var hverken menighedsråd eller ældste - man skulle bare rette sig efter, hvad Gud havde sagt til sin udvalgte tjener.
Både Evangelist og Faderhuset samt flere andre såkaldte trosmenigheder lagde sig efter denne ledelsesmodel. Sammenblandingen af GT-teologi og nytestamentlig kristendom bliver her helt fordrejet, og konsekvenserne er tydelige i form af magtmisbrug, teologisk miskmask og økonomisk uredelighed.

Afrikansk høvdingekultur
I de nævnte danske miljøer er der ligeledes en stærk påvirkning fra blandt andre afrikanske prædikanter, som i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne strømmede til Europa. De var stærkt prægede af en teologi om helbredelse, eksorcisme samt materiel og økonomisk fremgang, som den dag i dag påvirker store dele af den afrikanske kirke. Men der var også et stærkt fokus på lederskab med myndighed, der kræver underordnelse og lydighed, og som henter sin inspiration i den afrikanske høvdingekultur.

Usund og skadelig tanke
Nytestamentlig kristendom er hverken undertrykkende eller manipulerende - den er frisættende og tjenende. Ledelsesmodeller i NT kan i etableringsfaser være individualistiske (fx apostlen Paulus), men i menighedsledelse er den altid pluralistisk. Ingen kan påkalde sig at være et suverænt talerør for Gud.
FrikirkeNet er blandt andet opstået for at sikre sund karismatik i frikirker og har siden sin opstart haft det som et fokusområde at sætte ord på betydningen af sunde og transparente strukturer for ledelse og økonomi. I den henseende finder vi tanken om Gudsmanden usund og skadelig for en kirkes kultur og virke.

Kampen for religionsfrihed
Frikirkernes historie går tilbage til den ændring, der blev lavet i grundloven i 1849. Baptisterne, som stiftede deres første kirke i Danmark i 1839, var med helt fremme i kampen om religionsfrihed, som altså blev indføjet i Grundlovens junilov af 1849, med specifik tilladelse til at være medlem i "et i Landet anerkjendt Troessamfund".  
Man var bekendt med lutherske valgmenigheder, som sorterede under biskoppen, men nu opstod begrebet frikirke. De sorterede ikke under biskoppen, men under Kirkeministeriet. De havde, om man så må sige, metodefrihed i forhold til gudstjenesteform, tekstlæsninger og salmer, og som der voksede friskoler (ofte grundtvigske) frem, voksede der også frikirker frem.

Sveriges største folkebevægelse
Ved århundredeskiftet var der i Skandinavien stærke åndelige bevægelser i gang af luthersk, baptistisk og pentekostal observans. Mange interessefællesskaber dannede i disse år foreninger, og det samme gjaldt religiøse grupper. De fik juridisk status som foreninger eller selvejende institutioner. Fx voksede den svenske pinsevækkelse fra århundredets start til i 1930’erne til at blive Sveriges største folkebevægelse; større og mere indflydelsesrig end fagforeningerne - både i antal og socialt engagement med mad- og tøjuddeling.
Frikirkerne har tidligere været organiseret i Dansk Frikirkeråd, men fusionerede efter mange år med andre kirkelige organer og er i dag repræsenteret i Danske Kirkers Råd og FrikirkeNet.

På FrikirkeNets vegne
Jørgen Mortensen, præst i Københavns Frikirke

* Se fx Femte Mosebog 33:1, Første Samuelsbog 9:7 og Første Kongebog 13:6.

Modelfoto: Per Bækgaard