Nobelpriskandidat taler ved FrikirkeNets lederkonference

Til november taler egyptiske Maggie Gobran ved FrikirkeNets lederkonference. Hun har en række gange været nomineret til Nobels fredspris for sit unikke sociale arbejde, som begyndte i Cairos verdensberømte skraldeby i 1980’erne.

Jeg fik kvalme af lugten, og jeg blev syg om hjertet ved at tænke på, at mens jeg levede et behageligt liv, så kunne de folk, jeg besøgte, ikke engang kunne få en kop rent vand.
Omtrent sådan var Maggie Gobrans reaktion, da hun i 1985 for første gang besøgte Cairos såkaldte skraldeby – et virvar af nedslidte huse og smalle (jord)veje, hvor udmagrede æsler trækker vogne af træ med tårne af affald. Som den yngste datter i en familie fra den øvre middelklasse i Cairos koptisk-ortodokse samfund var hun vokset op uden at kende til de barske realiteter i Cairos fattigste område.
I dag leder Maggi Gobran organisationen Stephen’s Children, som hver dag rækker ud til 40.000 børn med mad, tøj, uddannelse og mentorhjælp - ikke kun i Cairos skraldeby, men i alle Egyptens 27 provinser. Og den 11.-12. november i år kan hun opleves på FrikirkeNets lederkonference i Mariager.
”Folk omkring os siger, at det er intet mindre end et scoop,” smiler Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet og uddyber:
”Mennesker, der har mødt Mama Maggie er blevet dybt berørt af hendes enkle tro og store hjerte. Her er der en kvinde, som gennem sin tro på Gud og kærlighed til de fattigste bogstavelig talt har forvandlet hundredtusinder af egypteres liv.”

Dårlig sundhed, ækel stank, vold og misbrug
Selv om Stephen’s Children arbejder over hele Egypten, var udgangspunktet for organisationen Cairos verdensberømte skraldeby. Her lever tusinder af familier af at sortere og derefter sælge genbrugeligt affald fra Cairos flere end 20 millioner indbyggere – det anslås, at 30 procent af storbyens affald ender i skraldebyen. Rådden mad, brugte bleer, knust glas, sprøjtenåle, metal, papir, plastic, pap – alt bliver gennemgået og sorteret, og ikke mindre end 80 procent genbruges.
Spildevand, dårlig sundhed og en ækel stank er et vilkår, og vold og misbrug – også af børn -  er alt for almindeligt. Rent vand og elektricitet er derimod mangelvarer, og næsten halvdelen af alle børn dør, inden de fylder fem år. Nogle af sult, andre af sygdomme som dysenteri.
Typisk er hele familien involveret i arbejdet med affaldet, hvilket betyder, at skolegang og uddannelse er uden for rækkevidde for mange børn og unge. Og dermed har kommende generationer kun ringe udsigt til et liv uden for de gigantiske affaldsbjerge.
Det var denne elendighed, Maggie Gobran første gang stiftede bekendtskab med i 1985, og som koptisk kristen var det naturligt for hende at kanalisere sit chok ud i bønner til Gud:
”Hvis du er barmhjertig, hvorfor tillader du så al denne elendighed i menneskers liv?”
Det skulle vise sig, at hun selv blev en del af svaret på de bønner.

En anden form for lys
Forholdene i 1985 var værre, end de er i dag – men midt i elendighedens mørke strålede et uventet lys, som Maggie Gobran blev dybt inspireret af. Hun fortæller om en oplevelse, som hun havde under et besøg  skraldebyen en vinterdag i 1985. Her mødte hun en ung enke, som sad midt på en smal, stinkende gade og solgte majs – i silende regnvejr. Hun var klædt i klude og rystede af kulde, mens små søer af regnvand samlede sig om hendes bare fødder.
Maggie Gobran begyndte at stille hende spørgsmål om hendes liv, og kvinden fortalte, at lige siden hendes mand var død, havde ingen hjulpet hende med noget som helst. De to kvinder græd sammen og holdt om hinanden i regnvejret. Et par minutter efter gik kvinden hjem for at sortere affald, og hendes datter dukkede op for at overtage salget af majs. Pigens sandaler var slidte, så Maggie Gobran tilbød at købe et par sko til hende. Pigen var begejstret og valgte et smukt par – men pludselig lagde hun dem fra sig.
"Kan jeg få en voksenstørrelse i stedet?" spurgte hun.
"Ja, selvfølgelig," svarede Maggie Gobran. "Men hvorfor?"
"Min mor har ingen sko," sagde den lille pige. "Hun har brug for dem."
"Den dag tog jeg hjem i chok," fortæller Maggie Gobran*.
"Jeg kiggede på min unge datter. Hun kunne have været den lille pige. Jeg tænkte på kvinden, der sad og rystede af kulde. Jeg kunne have været i hendes sted. Og da lærte jeg en vigtig lektion: Vi vælger ikke, hvor eller hvornår vi skal fødes. Vi vælger ikke, hvor eller hvornår vi skal dø. Men vi kan vælge enten at hjælpe andre - eller at vende os væk.”

To millioner mennesker – og én skole
Møderne med skraldebyens indbyggere var umulige for Maggie Gobran at ryste af sig. Hun var ude at stand til at vende sig væk, men følte, at Gud kaldte hende til at gøre noget. Derfor opgav hun sin ellers succesfulde erhvervskarriere samt et professorat i datalogi på det amerikanske universitet i Cairo for i stedet at tage sig af de allerfattigste i Egypten. Til at begynde med hjalp hun selv i det små. Senere fik hun andre med sig. Og i 1989 stiftede hun Stephen’s Children.
Da organisationen åbnede sin første skole, var det den eneste skole i et område med to millioner indbyggere. Nogle af mødrene til de første skolebørn sagde til Maggie Gobran, at de ikke engang havde drømt om, at det skulle være muligt for deres børn at gå i skole. 100 af de 500 medarbejderne i Stephen’s Children er vokset op i Cairos skraldeby og var børn, da Maggie Gobran første gang besøgte dem og fik dem indskrevet i nogle af de skoler, som hun oprettede.
Det meste af organisationens arbejde består i hjemmebesøg, hvor de ansatte sammen med 2.000 frivillige besøger familie efter familie. Uge efter uge, år efter år besøger organisationens medarbejdere de samme familier, ligesom de også henvender sig til nye. Det er nødvendigt kontinuerligt at tale med forældrene om vigtigheden af at sende deres børn i skole – ellers kan familien alt for nemt falde for fristelsen til at bruge børnenes hænder i affaldssorteringen.
En del af de frivillige hos Stephen’s Children er læger, der samlet set bruger tusindvis af timer på at lave sundhedstjek på børn og familier, som aldrig har været i kontakt med sundhedssystemet. Organisationen har derudover etableret flere end 100 centre landet over, hvor man blandt andet tilbyder grunduddannelse til børn, familierådgivning, basal sundhedspleje samt uddannelse i enkle håndværksfag, som hjælper folk til at tjene til livets ophold – eksempelvis som skomager eller syerske, der laver broderier.

Den største anerkendelse
Arbejdet har adskillige gange vakt international opmærksomhed. Således var Maggie Gobran i 2020 på BBC’s liste over verdens 100 mest indflydelsesrige kvinder. Hun har været nomineret til Nobels Fredspris en række gange (i 2012 var hun bookmakernes klare favorit) – og i 2020 var begrundelsen for nomineringen fra en række canadiske parlamentsmedlemmer blandt andet:
”Klædt helt i hvidt er Mama Maggie nærmest en engleagtig tilstedeværelse i Egyptens slumkvarterer, der legemliggør dyderne generøsitet, mildhed og næstekærlighed.”
Og tidligere statsminister i Norge Kjell Magne Bondevik har kaldt hende "Et enestående eksempel på kristen næstekærlighed i vores tid."
I 2019 modtog hun den amerikanske regerings ”International Woman of Courage Award”, som blev overrakt af udenrigsminister Mike Pompeo og Melanie Trump. I 2017 modtog hun ”The Arab Hope Make Prize”, som uddeles af sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, Dubais øverste leder og premierminister i De Forenede Arabiske Emirater.
Og sidste år modtog hun ”Arab women of the year”-prisen i kategorien ”Community Service”.
Men den anerkendelse, som hun sætter allerhøjst, er det kælenavn, som børnene i skraldebyen gav hende for mange år siden: ”Mama Maggie”.

* I bogen Mama Maggie, Nelson Books 2014