Næste forår invaderer kirkerne Herning

11.9.2018

Danmarks største, fælleskirkelige folkefest fylder gader, torve og koncertsteder i Herning i Kristi himmelfartsferien den 30. maj - 2. juni 2019.
Programmet byder på et væld af oplevelser, hvor gudstjenester, koncerter, debatmøder og byvandringer blandes med kirke, samfund og kultur. Blandt andet kan nævnes Danmarks længste kirkekaffebord gennem hele gågaden, skraldegudstjeneste, eksistenslaboratorium samt åbningsgudstjeneste med hundredvis af korsangere på torvet midt i Herning.

Ikke færre end 55 kirkesamfund, stifter og kirkelige organisationer – stort set alt, hvad der kan krybe og gå i den kirkelige verden – står bag festivalen, som har fået navnet ”Himmelske dage på heden”. Tidligere var den kendt som Danske Kirkedage, som har fundet sted hvert tredje år siden 1968.

- Vi regner med tusinder af besøgende, der i disse fire dage vil fylde torve, gader, kirker, skoler og Jyske Bank Boxen med gospel, lovsang, bøn, forkyndelse, bibeltimer, debatter og dialog med meningsdannere og politikere, kunst og kultur med videre, siger Poul Kirk, formand for styrelsen for Danske Kirkedage.

Nøgleordene for ”Himmelske dage på heden” er tro, samfund og folkelighed, og temaet for dagene er ”Gå med …”. I løbet af festivalen vil temaet blive udfoldet som både en forbandelse, en velsignelse, en sendelse og en kaldelse: Vi går vores vej, vi går med fred, vi går med Gud, vi går med hinanden, og Gud går med os.

Læs mere på himmelskedage.dk.