Frikirker gør klar til kommunalvalg

12.5.2021

En række frikirker er i fuld gang med at forberede vælgermøder forud for kommunalvalget den 16. november. Her skal politikerne tale mere om værdier end om penge.

Flere penge til skoler, børnehaver og plejehjem – og derudover også lige en sjat til kultur og fritid. Valgkampe og valgløfter handler ofte om fordelingen af fællesskabets penge, men det vil en række frikirker lave om på. De er i fuld gang med at forberede vælgermøder forud for kommunalvalget den 16. november, og her bliver det værdier, som kommer i fokus. En af kirkerne er Bykirken i Vejle.
- Vi kommer til at stille nogle af de helt store og overordnede spørgsmål som: Hvilken by vil vi have? Hvordan skal samspillet mellem kommunen og de frivillige foreninger være?, fortæller præst i kirken Tonny Jacobsen.
- Det har flere af politikerne givet positiv respons på og sagt, at de glæder sig til, da det er en lidt anden tilgang til valgdebat, end de ofte møder.

Andre kirker skal give input
Bykirken i Vejle lavede først en aftale med den siddende borgmester, Jens Ejner Christensen (V), hvorefter spidskandidaterne fra de syv andre byrådspartier blev inviteret. Alle takkede ja.
- Det er vi glade for. Vi ved fra et tidligere vælgermøde, at det kan være vanskeligt at finde et tidspunkt hvor alle kan – det er også derfor, at vi er gået så forholdsvis tidligt i gang med forberedelserne, forklarer Tonny Jacobsen.
Vælgermødet skal finde sted søndag den 31. oktober i umiddelbar forlængelse af Bykirkens ugentlige gudstjeneste.
- Det gør vi dels, fordi søndag er er en dag, hvor ikke mange andre arrangerer vælgermøder, og dels, fordi vi håber, at en del af dem, som har været til gudstjeneste, har lyst til at blive hængende, lyder det fra Tonny Jacobsen.
De specifikke spørgsmål og emner til vælgermødet vil Tonny Jacobsen fastlægge efter at have talt med en række andre præster i byen. Det sker for at sikre et bredere perspektiv.
- Jeg forventer også at få konkrete eksempler på udfordringer, som forskellige kirker i byen oplever i forhold til deres engagement i eksempelvis socialt arbejde. Konkrete eksempler er altid gode at have med ind i en debat, anfører han.

Kirkens trefoldige kald
Det er som nævnt ikke første gang, Bykirken i Vejle inviterer til et vælgermøde – og heller ikke sidste, hvis det står til Tonny Jacobsen.
- Vi kan mærke, at det er nemmere nu end sidste gang, som var vores første forsøg med et vælgermøde. Og det bliver sandsynligvis endnu nemmere tredje og fjerde gang, fordi vi får oparbejdet en form for momentum, ræsonnerer han.
Men hvorfor beskæftiger en kirke sig overhovedet med politik og vælgermøder? Er kirkens opgave ikke at ”forkynde evangeliet rent og purt”, som nogle formulerer det, og så lade politikere og medier om at beskæftige sig med politik?
- Det kommer helt an på, hvordan man forstår kirkens rolle. Som jeg ser det har kirken altid haft en trestrenget kaldelse. Den ene handler om åndelig forandring; at forkynde evangeliet, så mennesker kommer til tro, forklarer Tonny Jacobsen.
- Dernæst har vi en kaldelse i forhold til at hjælpe de svageste i samfundet – for eksempel socialt udsatte, børn og flygtninge. Endelig har vi en kaldelse til kulturel forandring, hvor vi bidrager til det samfund, som vi er en del af. Kirken har historisk set altid været kulturbærende, og mange af de ting, som vi tager for givet i dag, kommer i virkeligheden ud af kirkelig kulturskabelse: hospitaler, skoler og fattighjælp for blot at nævne nogle få eksempler.
- Vi vil gerne være en aktiv medspiller i vores by og i dialog med dem, som sætter rammerne for byen - for frivilligt socialt arbejde, for ældre, for skoler og uddannelse og for kultur og fritid. Vi vil gerne være med til at skabe den kultur og vision, som driver vores by. Vi hedder ikke kun Bykirken, fordi vi ligger i centrum af byen, men fordi vi ønsker at bidrage til og være relevante for byen, fastslår han.