FrikirkeNets kommentar til Metroxpress’ artikler om Evangelist

7.9.2016

Det er trist endnu engang at læse beretninger om, hvad der for år tilbage foregik i Evangelist, og at der ofre, som den dag i dag er mærkede af det. Vi har den dybeste medfølelse med ofrene – flere af dem er i dag en del af vores kirker, og vi har forsøgt at hjælpe dem i processen med at bearbejde, hvad de har været udsat for.
Når en kirkelig leder misbruger sin autoritet til at udnytte og manipulere med mennesker, er det dobbelt trist, fordi kirkens budskab netop handler om barmhjertighed og kærlighed. Mennesker, som opsøger et kirkeligt miljø, skal kunne være helt trygge ved, at de møder oprigtig omsorg, hjertevarme og uegennyttig hjælp.

I 2007 ansøgte Evangelist om at blive medlem af FrikirkeNet, hvilket vi afviste. Det var der to hovedårsager til:

  1. Evangelist praktiserede en ledelsesstil med én meget stærk og styrende leder
  2. Evangelist havde en lang række dårlige relationer til andre kirker

Selv om Evangelist også havde tilhængere fra folkekirkelige kredse, kom hovedparten af Evangelists tilhængere fra forskellige frikirker, ligesom en lille gruppe frikirker også samarbejdede med Evangelist omkring forskellige arrangementer. Organisationen har dog altid været kontroversiel i frikirkelige miljøer, og både frikirkesamfundene og FrikirkeNet har lagt afstand til og udtrykt bekymring omkring Evangelist. Dem, som samarbejdede med Evangelist, har således været et fåtal af landets flere end 325 frikirker. En del af disse samarbejdende kirker var i øvrigt også hurtige til at afbryde samarbejdet, idet de ikke opfattede tingene hos Evangelist som sunde.

Det er afgørende for en kirkes mulighed for at bevare sig selv sund på den lange bane, at dens ledere står til ansvar for nogen. Derfor anbefaler FrikirkeNet, at alle frikirkepræster og frikirkeledere indgår i en ansvarlighedsstruktur, hvor mennesker fra andre kirker har taleret ind i de enkelte kirkers liv og virke.
Endvidere er det vores holdning, at man bør tilstræbe gennemsigtighed i både økonomiske, lære- og ledelsesmæssige forhold. Vi byder enhver afsløring af usunde, sekteriske miljøer for velkommen. At leve i et land som Danmark med udstrakte frihedsrettigheder er et privilegium, men også et ansvar.

Metroxpress refererer i artiklerne til Evangelist som en frikirke. Det er faktuelt forkert. Evangelist er og har aldrig været andet end en ”tværkirkelig missionsorganisation” (citat fra evangelists formålsparagraf). Vi er naturligvis kede af, at begrebet frikirke bruges om en organisation, som vi allerede i 2007 flere gange lagde offentligt afstand til.

Tonny Jacobsen
Talsmand for FrikirkeNet

FrikirkeNet er et netværk af frikirker, institutioner og organisationer fra pinsekirkerne,
Apostolsk Kirke, Missionsforbundet, Baptistkirken samt fra uafhængige frikirker og husmenigheder.