Tabita uddeler krammere til socialt udsatte i Aarhus V

27.10.2017
9.5.2023

Fællesskab, spisning, rådgivning og aktiviteter for både børn og voksne er kernen i det arbejde blandt udfordrede familier, som Tabita Jørgensen står i spidsen for i Aarhus V.

Det var nogle lidt specielle drømme, Tabita Jørgensen havde for to-tre år siden. Hun drømte, at hun gik rundt i Citykirken Aarhus sammen med familier med anden etnisk baggrund. På det tidspunkt boede hun i København og havde ingen tanker om at skulle flytte tilbage til den egn, hvor hun var vokset op: 8210 Aarhus V.
Før hun flyttede til København havde hun i Kolding været med til at etablere et socialt arbejde kaldet Familienetværket, hvor familier i svære situationer som følge af for eksempel arbejdsløshed, sygdom, dødsfald eller skilsmisse bliver mødt med åbne arme og varme knus i et fællesskab med andre familier. Man spiser sammen, har aktiviteter for børnene og rådgivning for de voksne omkring emner som økonomi, børneopdragelse og personlig udvikling, ligesom netværket også tilbyder at være bisidder ved møder med offentlige myndigheder og andre.

Læs også: Frikirker og Blå Kors samarbejder om hjælp til socialt udsatte familier

Nogle har brug for en krammer
I drømmen var det præcis sådan et arbejde, Tabita Jørgensen var involveret i.
- Selv om jeg ikke havde tanker om at flytte til Aarhus, havde jeg lige siden, jeg var i Kolding, drømt om at se Familienetværket sprede sig til andre byer i Danmark. Derfor var der et genkendeligt element i drømmen. Senere udviklede tingene sig sådan, at vi som familie rent faktisk flyttede til Aarhus, og på grund af drømmene blev jeg ikke spor overrasket over, at jeg af Citykirken Aarhus blev spurgt, om jeg ville være med i en gruppe, som skulle lave en social indsats i lokalområdet, fortæller hun.
Citykirken Aarhus ligger klos op ad boligområdet Bispehaven, som af Aarhus Stiftstidende er blevet kaldt Aarhus’ ømme byld på grund af uroligheder, hærværk, kriminalitet – og senest også bandekonflikter.
- I gruppen blev vi enige om, at Familienetværket fra Kolding var et koncept, som ville passe fint ind i områdets behov. Gennem det ville vi kunne række ud til fattige, brudte, enlige og forældreløse. Vi ville kunne stoppe op hos den enkelte og se, hvad behovet var – og så prøve at møde det.
- Nogle har brug for at blive krammet, andre har brug for at blive set og opmuntret, nogle trænger til en skulder at græde ud ved, mens andre har brug for mad for at overleve resten af måneden. Andre igen har brug for hjælp i forhold til kontakten til kommunen, siger Tabita Jørgensen.

Folk føler sig elskede
Familienetværket mødes hver anden onsdag eftermiddag og aften, og der er 70 frivillige engagerede i arbejdet. Ledergruppen, som koordinerer arbejdet, er på ni personer, som alle har en faglig relevant uddannelse – Tabita Jørgensen er pædagog og diakon, og når det gælder personlig rådgivning, har man en psykolog at trække på.
- Det er kaosfamilier, som vi inviterer ind, så vi er nødt til at have organisationen på plads. Derudover er det meget vigtigt at undervise og træne de frivillige til at tage hånd om de mennesker, som kommer. De frivillige har forskellige kompetencer, og de skal bare bruge det, som er naturligt for dem. Nogle laver kaffe, andre rådgiver omkring gæld, mens andre igen vasker op eller laver aktiviteter for børn. Det hele kommer i spil her.
- V hjælper med mange forskellige ting. Børneopdragelse; samfundets uskrevne spilleregler; følelser, som er kommet i klemme; vanskeligheder med diagnosebørn; fattigdom i hjemmet – på alle disse områder får vi lov til at give folk et løft. Hver aften prøver jeg så vidt muligt at være i kontakt med hver eneste, som kommer. Hver enkelt er værdifuld, og det vil vi gerne have dem til at føle og forstå.
- Og det lykkes åbenbart, for brugerne siger, at de føler sig elskede her – og det får dem til at åbne sig op og modtage den hjælp, vi giver. Vi har mennesker, som aldrig har åbnet sig op hos kommunen eller psykiatrien, men som her lader paraderne falde. Det er virkelige fantastisk at opleve!

Har fået initiativpris
Tabita Jørgensen er i øvrigt selv opvokset under fattige kår i Aarhus V, og en del af dem, som kommer i Familienetværket, har vist sig at være mennesker, som hun har gået i skole med og er vokset op sammen med.
- De siger til mig, at når der er sket så meget i mit liv, siden jeg boede der, så tror de også, at det kan ske for dem, smiler hun.
I september fik Familienetværket i Aarhus Kristeligt Dagblads Initiativpris – en af begrundelserne for prisen var, at konceptet meget let kan udbredes til andre byer – uanset byens størrelse. Det er også, hvad der sker i øjeblikket. Ud over Kolding og Aarhus findes Familienetværket også i Aalborg, København, Næstved, Silkeborg, Vejle, Middelfart og Herning, og flere byer er på vej.
Som noget nyt i 2017 er Blå Kors er gået ind i arbejdet i Aarhus, Aalborg, Kolding og København, hvor de blandt andet bidrager med fundraising, pr og faglig sparring. I Aarhus gør 60 familier brug af Familienetværket, noget lignende gælder i København, mens Aalborg først lige er gået i gang.
JL

Foto og video: Christoffer Fryd/Morten Gram