Eksorcisme er klassisk kristendom

Eksorcisme og djævleuddrivelse er bragt på banen i forbindelse med gratisavisen MetroXpress’ artikelserie om ekstreme og lukkede miljøer i dansk kirkeliv. I artikelserien fremstilles det som noget ekstremt og aldeles fremmed. Og ja, det kan være endog meget ekstremt i ekstreme miljøer - men hvis vi ser på kirkens og kristendommens historie som helhed, er det hverken ekstremt eller fremmed. Det er tværtimod lige så gammelt som Jesu ord om næstekærlighed. Og lige så sikkert som amen i kirken forsages djævelen ud over det ganske land hver eneste søndag.
Denne afstandstagen til og afvisning af djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen er i sit indhold en stille, bevidst og enkel eksorcisme.

Er djævleuddrivelse ekstrem? Definitionen af, hvad der er ekstremt, bestemmes næsten altid af, hvor man står – ekstremt i forhold til hvad? Men man kan ikke sige, at en kirkelig praksis, der har været udført i 2.000 år og for eksempel i den katolske kirke er veldokumenteret, er en afvigelse. Naturligvis kan der i visse sekteriske sammenhænge være tale om en usund tilgang til eksorcisme; måske endda misbrug af eksorcisme som magtudøvelse. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at det hører til det kristne verdensbillede og er en del af klassisk kristendom.
Det Nye Testamente er fyldt med beretninger om Jesus, der uddriver urene eller onde ånder af mennesker. I oldkirken var eksorcisme forbundet med et dåbsritual, hvor man i enkle vendinger befalede djævelen at holde sig fra væk fra den kristne. Dertil bekendte man sin kristne tro og sit tilhørsforhold til Faderen, Sønnen og Helligånden - den apostolske trosbekendelse, som de fleste kirkeretninger bruger.

Vi møder også en form for eksorcisme i bønnen Fri os fra det onde i fadervor. Sætningen har skabt flere debatter blandt de lærde, idet der argumenteres for og imod at oversætte denne syvende bøn i fadervor som Fri os fra den onde i stedet for det onde. Denne accentuering personificerer ondskaben og bliver dermed en erklæring rette imod djævelen. Bibelselskabets oversættelse Den Nye Aftale siger befri os fra ondskabens magt. Altså en bredere og mindre personificeret forståelse af det/den onde som en magt, der kan binde os, styre os og fratage os frihed. Men ikke desto mindre en bøn om befrielse fra det onde.

Forsagelse af djævelen forud for trosbekendelsen er et dansk fænomen. Det fastslår lektor i teologi, ph.d. ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg Pedersen i et interview med Kristelig Dagblad den 19, januar 2011: Grundtvig forsvarede koblingen af forsagelse og trosbekendelse over for rationalisterne, som mente, at troen på djævelen var noget vrøvl … Grundtvig fastholdt dog, at lige så vigtigt det er at bekende sin tro på Gud, lige så vigtigt er det at forsage den onde.
Grundtvig koblede denne praksis til trosbekendelsen i slutningen af 1800-tallet ved fra talerstolen at lede menigheden ind i en fælles afstandstagen fra djævelen og derved afsværge enhver alliance med djævelen.  

Naturligvis kan eksorcisme i ekstreme miljøer blive ekstremt og skal tages meget alvorligt. Det er altid ulykkeligt, når mennesker bliver manipuleret og misbrugt. Det usunde består både i det ukristelige, mekaniske menneskesyn, som ligger bag en sådan adfærd - nemlig at man ønsker at styre og 'fikse' menneskers liv på en autoritativ og krænkende måde.
Endnu værre er det, når det anvendes som et ledelsesmæssigt magtmiddel og dermed et uetisk overgreb, hvor man dæmoniserer kritisk tænkning, personlige grænser, tvivl og anfægtelser, psykisk skrøbelighed samt menneskets i almindelighed syndige natur.
Det er ikke blot ekstremt, men uacceptabelt og forrykt.
Særligt udsatte er skrøbelige mennesker, psykisk syge samt børn og unge. Det er forkasteligt, når mindreårige og psykisk syge udsættes for sådanne overgreb. Børn burde aldrig færdes i den slags miljøer uden deres forældres tilstedeværelse.

Psykisk syge kan ofte selv tro, at de er besat, hvis de hører stemmer, oplever vrangforestillinger eller føler fremmede ting i deres krop. Under sådanne forhold opsøger psykisk syge ofte selv miljøer, der foretager uddrivelse. Præst i den danske folkekirke Ole Skjerbæk Madsen, som har hjulpet mange, der har involveret sig i usunde, okkulte praksisser, siger, at der måske for hver ti, der henvender sig til ham for hjælp med, hvad de selv mener, kan være dæmoner, er der måske en, der har brug for bøn til udfrielse.
Til gengæld har hver person, som modtager bøn for uddrivelse, ti gange så meget brug for omsorg, kærlighed og opfølgende vejledning. Og måske især et fællesskab med tryghed og sunde forhold omkring sig.

Sundhed, gennemsigtighed og troværdighed er nogle af de nøgleord som må kendetegne kirker. Her er det vigtigt at have organisationer som den landsdækkende organisation for frikirker, FrikirkeNet, der netop har dette som én af sine
grundlæggende målsætninger. FrikirkeNet har i længere tid arbejdet for klare etiske retningslinjer i alle sine medlemskirker. I forhold til eksorcisme tager FrikirkeNet naturligvis aldeles afstand fra ethvert misbrug og overvejer at lave retningslinjer for eksorcisme til præster i danske frikirker.
Når MetroXpress beskriver djævleuddrivelse i miljøer som Evangelist, Faderhuset og Københavns BibeltræningsCenter som manipulerende, ekstreme og  grænseoverskridende, skal mennesker, som har været udsat for sådant et misbrug af eksorcisme, tages alvorligt. Det skal dog bemærkes at ingen af de omtalte grupper, er en del af et større kirkelige fællesskab, men netop karakteriseret ved deres status som udenforstående.

For nogle år siden sendte TV2 en serie, man kaldte Åndernes magt. Før serien blev sendt, blev jeg kontaktet af tv-holdet, som havde tilrettelagt programmerne. Jeg havde endnu ikke set udsendelserne, men de ville gerne spørge om det, de havde oplevet ved optagelserne. Mange kan måske huske et glasbord, der splintredes, mens en spiritist forsøgte at hjælpe en strandet sjæl ud af vores verden.
Jeg serverede en kop kaffe og de begyndte at spørge. Deres hovedanliggende var to ting: For det først var de alle temmelig rystede over, hvad de havde oplevet. Deres første enkle konklusion var – der findes jo ånder! De er virkelige. Vi filmede det. For det andet – hvorfor har ingen fortalt os om det? Hvorfor har vi ikke lært noget, bare lidt i for eksempel skolen om disse ting? Hvordan kan vores kultur have udryddet denne del af et oplyst verdensbillede?
Det er min opfattelse, at denne og lignende programserier har gjort mere for at oplyse danskerne om den åndelige verdens virkelighed end hele den danske præstestand tilsammen. Siden rationalismens såkaldte oplysning, hvor filosoffen Descartes som en af de første offentligt benægtede, at der fandtes onde ånder, så er vi i Europa og Vesten i det hele taget blevet mere og mere åndeligt forarmede. For ånder er en virkelighed. Det samme er eksorcisme. Den må bare aldrig blive et middel til undertrykkelse, manipulation og anden magtmisbrug.
Eksorcisme handler om at hjælpe mennesker og sætte dem fri.

Jørgen Mortensen
Præst i Københavns Frikirke, medlem af FrikirkeNet

Foto: Colourbox