Næste(n)kærlighed

Næstekærlighed i bibelsk forstand handler ikke om at synes om vores medmennesker på et følelsesmæssigt plan - men om at træffe et bevidst og håndgribeligt valg om at vise den nødvendige omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og fortjeneste

Af Thomas Baldur
Præst i Vadum Kirkecenter

Jeg ved ikke, om du har prøvet at være på Roskilde Festival eller andre musikfestivaler. Men lad os lege med tanken om, at du tager på festival. Undervejs er du så uheldig at komme alvorligt til skade. Du opsøger samaritterne og får kontakt til en person, som har anden etnisk herkomst end din. Du beder om hjælp, men bliver afvist med følgende begrundelse: Jeg kender dig ikke. Vi har ingen personlig relation. Vi har ikke samme nationalitet. Du er ikke min næste. Hvorfor skulle jeg hjælpe dig?
Det ville være ret mærkeligt – og ubehageligt, ikke? Det ville faktisk være skandaløst! Du ville helt sikkert kunne få flere landsdækkende medier til at lave en harmdirrende indigneret historie om din oplevelse. Den pågældende medarbejder lever overhovedet ikke op til betegnelsen samaritter.

Hvem er min næste?
Hvor kommer det mærkelige ord samaritter i øvrigt fra? Det kommer fra den bibelske fortælling om den barmhjertige samaritaner, som Jesus fortalte, da han blev stillet det spørgsmål, som også jævnligt bliver stillet i forhold til moderne, dansk politik: Hvem er min næste?
Hvor langt ud i rækken af mine 7,5 milliarder medmennesker rækker min etiske og moralske pligt til at hjælpe – hvis jeg har sådan en pligt? Hvor går grænsen for, hvem jeg skal tage ansvar for at hjælpe, og hvem jeg med god samvittighed kan tillade mig at lukke døren for og vende ryggen til?
Ofte vælger politikere og meningsdannere (og måske også alle vi andre) at besvare spørgsmålet instinktivt ud fra mavefornemmelser. Hvis nogen så har en mere snæver definition på næsten, end vi har, kalder vi dem hjerteløse. Og omvendt: Hvis nogen har en bredere definition på næsten, end vi har, kalder vi dem tossegode. Eller noget lignende.
Derefter bruger vi noget tid på at skælde hinanden ud på den konto, imens hjem- og fredløse medmennesker sidder i en snedækket teltlejr og venter på, at vi finder ud af, om de er vores næste. Og dermed måske genstand for vores næstekærlighed, som vel er en kristen værdi, ikke?
Næ!

Næsten er kun halvdelen
Næstekærlighed er ikke en kristen værdi. Det er halvdelen af en kristen værdi. Teksten fra Lukasevangeliet har sine paralleller i Matthæusevangeliet 22 og Markusevangeliet 12, hvor Jesus bliver spurgt, hvad der er det største bud i toraen (Moseloven). Det er en anden måde at spørge på, hvad der er det vigtigste, Gud nogensinde har sagt. I Lukas' fortælling beder Jesus toraeksperten om selv at svare. Hos Matthæus og Markus svarer Jesus selv med et udsagn fra Femte Mosebog 6:4-5 (der handler om at elske Gud med alt, vi har i os) og et udsagn fra Tredje Mosebog 19:18 (der handler om at elske sin næste som sig selv).
Jesus er ret tydelig om, at de to udsagn står lige. De er altså lige vigtige. Hvis man skal tale om kærlighed som en kristen værdi, er kærlighed til Gud altså den ene halvdel, og næstekærlighed er den anden halvdel. Det er to sider af samme mønt. Kærlighed til Gud uden næstekærlighed er abstrakt religiøs sniksnak. Næstekærlighed uden kærlighed til Gud er sådan set bare humanisme. Det er der ikke noget i vejen med – det er bare ikke unikt ’kristent’.

Hvad tænkte Jesus?
Hvem er så den her næste? Såvel Jesus som dem, der udspurgte ham, vidste udmærket godt, hvad der står i Tredje Mosebog 19; ikke bare i det citerede vers 18, men også i resten af kapitlet. Vers 33-34 er især interessante: Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!
I Danmark i 2016 er det i mange sammenhænge ikke videre salonfähigt at tage det Gamle Testamente alvorligt. Men det kommer vi altså ikke udenom, hvis vi vil tale om næstekærlighed inden for rammerne af vores højt besungne kristne kulturarv, for selve ordet næstekærlighed har fundet vej ind i det danske sprog via Bibelen.
Jeg er naturligvis godt klar over, at mange mennesker i dag ikke vil acceptere et ’kristent patent’ på næstekærlighed, og det forstår jeg også godt. Mennesker med alle mulige slags tro – og ingen tro – kan sagtens med henvisning til almindelig humanisme drage omsorg for og handle kærligt over for medmennesker. Derom ingen tvivl. Men selve ordet næstekærlighed har vi altså importeret og integreret i det danske sprog lige netop fra Lukas' beretning om Jesus' samaritterfortælling. Derfor er det interessant at se på, hvad Jesus mon tænkte om næstebegrebet.

En chokerende pointe
Det første, vi kan konstatere, er, at han faktisk aldrig giver et tydeligt svar på spørgsmålet. Og dog. Med vanlig sans for at chokere fortæller han historien om en ikke nærmere specificeret mand, der kommer frygtelig galt afsted. Først ignorerer præsten ham og går forbi. Så ignorerer tempeltjeneren ham og går forbi. Så forventer hele tilhørerskaren, at den næste ville være en almindelig israeler. Men – gisp! – ham, der viser sig at være den sympatiske helt i historien, er en samaritaner.
Det var et chokerende fortællemæssigt greb, fordi Israel og Samaria på den tid ikke just var på god fod med hinanden. Pointen er til at tage og føle på og helt i tråd med Tredje Mosebog 19. Næstekærlighed er at vise omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og ven-eller-fjende. Den fremmede skal være som en af jeres egne, og du skal elske ham som dig selv.

Kærlighed som en handling
I moderne film, musik og litteratur møder vi ofte kærlighed som en følelse, man ikke selv er herre over. Den ’er der’ bare lige pludselig. Den kan komme som et lyn fra en klar himmel, og i vores moderne kultur romantiseres tanken om i så fald at følge sit hjerte; at lade sig rive med af kærligheden. Der er alligevel ikke andet at gøre, for kærlighed er vi jo ikke selv herrer over, vel?
I Bibelen – og navnlig i Det Nye Testamente – er kærlighed aldrig sådan! Her fremstilles kærlighed aldrig som andet end noget, Gud eller mennesker vælger at gøre – eller undlade at gøre. Bibelsk kærlighed handler aldrig om at være i sine følelsers vold. Bibelsk kærlighed er en nøgtern, bevidst valgt handling. Det er derfor, Gud kan give sit folk besked på at elske. Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste. Det ville være en urimelig ordre at give, hvis kærlighed skulle forstås som en følelse, vi ikke selv er herre over. Det kan man jo ikke!
’Det vigtigste, Gud har sagt’, handler ikke om at synes om vores medmennesker på et følelsesmæssigt plan. Det handler om at træffe et bevidst, jordnært, håndgribeligt valg om at vise den nødvendige omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og – nok så vigtigt: fortjeneste.
Den forslåede mand i grøften havde ikke fortjent samaritanerens barmhjertighed, men han havde behov for den. Det er præmissen for Guds kærlighed til os; han elsker os – ikke fordi vi har fortjent det, men fordi vi behøver det. Det er den samme urimelige kærlighed, han kalder os til blive ét med, så vi viser den over for andre.
Gør det, siger Jesus, så lever du!^1
1Anna Sophie og Paul Seidelins oversættelse

Foto: Colourbox