Ediths nye svingfjer

Edith Laursen blev hjerneskadet, da hun fik elektrochok mod en svær depression. Skaden fejede benene væk under hende, men langsom fik hun kæmpet sig tilbage til en meningsfuld hverdag. Under hele forløbet har hun været holdt oppe af bibelcitatet: ”De, der søger hjælp hos Herren, vil få ny kraft. De vil få nye svingfjer som ørnen”.

Af Jens Linde

I de tre år, hvor Edith Laursen havde arbejdet som pædagog i en SFO i Ølstykke, havde hun altid glædet sig til at skulle tilbage til jobbet og samværet med børnene efter en ferie. Men i julen 2011 var det af uforklarlige årsager anderledes. Da kunne hun slet ikke overskue tanken om at skulle på arbejde igen.
- Hver gang jeg tænkte på det, begyndte jeg at græde, og når jeg prøvede at snakke med min mand om det, græd jeg også, fortæller hun.
- Men jeg skulle jo i gang igen, så første dag efter ferien mødte jeg op. Efter et par dage blev jeg dog kaldt ind til min chef, som sagde, at jeg måske skulle tage en snak med Falck Care, for jeg var slet ikke, som jeg plejede at være.

Akut indlagt på lukket afdeling
Falck Care sendte en psykiater til samtalen, og da Edith var færdig med at fortælle, sagde psykiateren konstaterende: Jeg tror, du har fået en depression.
- Hun udskrev en recept på medicin – lykkepiller – men de hjalp ikke. Tværtimod eskalerede tingene, og jeg kontaktede min egen læge, fordi min hverdag blev fyldt med tanker om, hvordan jeg bedst kunne tage mit eget liv. Det var ikke for min egen skyld, at jeg ønskede at dø – det var fordi, at mine omgivelser ville få det meget bedre, hvis jeg ikke var til, forklarer Edith.
Lægen henviste Edith til Psykiatrisk Center Ballerup, hvor hun blev akut indlagt på den lukkede afdeling. Fordi der ikke var nogen ledige stuer, ryddede de et kontor og satte en seng derind. På væggen hang et whiteboard, som skulle vise sig at få stor betydning for Edith.
- Jeg gav mig til at skrive på tavlen. I midten med store bogstaver: JESUS HJÆLP MIG! Udenom skrev jeg nogle af de få citater fra Bibelen, som jeg kunne huske – blandt andet dette: De, der søger hjælp hos Herren, vil få ny kraft. De vil få nye svingfjer som ørnen (Esajas’ Bog 40:31). Det citat havde jeg også som tatovering på mit ene ben. I løbet af en ørns liv skifter den flere gange sine svingfjer, og de nye svingfjer gør, at ørnen vil være stærkere og kunne flyve højere end før. Mens jeg var indlagt, følte jeg, at det var Guds løfte til mig – at selv om jeg i det øjeblik ikke var i stand til noget som helst, så ville jeg komme ud derfra og blive stærkere, end jeg var før.
Ud over ørnecitatet fra Bibelen havde Edith et andet holdepunkt under sin sygdom, nemlig den amerikanske sanger Sheila Walsh, som havde gennemlevet en depression og også været indlagt. Edith havde læst hendes biografi, Honestly, og det, at Sheila Walsh var kommet igennem depressionen, gav Edith troen på, at hun også ville klare det.
- Allerede inden indlæggelsen havde jeg læst hendes biografi flere gange, og jeg havde den også med under indlæggelsen. Den styrkede mig i troen på, at jeg ikke var der for altid. Min oplevelse var, at Gud med bibelcitatet om ørnen og Sheila Walshs biografi havde forberedt mig på den depression, som jeg blev ramt af. Han havde givet mig nogle redskaber, som jeg kunne klamre mig til, forklarer Edith.

Huller i hukommelsen
Det psykiatriske center gav Edith valget mellem at få medicinsk behandling eller ECT-behandling – populært kaldet elektrochok. Ved medicinsk behandling kan der gå måneder, før en effekt viser sig, mens elektrochok virker næsten med det samme. Og da Edith ikke kunne overskue at skulle vente på en effekt, valgte hun elektrochokkene.
- Behandlingen bestod af samtaler og elektrochok tre gange om ugen, 16 gange i alt. Elektrochok foregår under fuld narkose, hvor man sender en elektrisk strøm ind i hjernen. Jeg skulle skrive under på, at elektrochok var mit eget valg, siger hun.
Elektrochokkene hjalp. Efter tre uger på den lukkede og tre uger på den åbne afdeling var depressionen aftaget, og Edith blev udskrevet. En måned senere begyndte hun at arbejde igen – først på deltid, og siden på fuld tid. Hun var blevet advaret om, at hun som følge af elektrochokkene kunne opleve hukommelsestab et halvt års tid efter behandlingen, ligesom hendes retningssans samt et par andre ting også kunne være påvirkede.
- Derfor var jeg forberedt på, at jeg havde svært ved at finde vej i vores lokalområde, og at der var huller i min hukommelse. Hvad jeg ikke var forberedt på, var, at det fortsatte ud over det halve år. Der dukkede ikke nogle nye minder op, og jeg havde stadig svært ved at klare mit job. Jeg blev hurtigt forvirret og kunne ikke følge med rent kognitivt, når tingene gik stærkt. Samtidig var jeg ikke i stand til at forudse og dermed tage højde for, hvad børnene måske kunne finde på at gøre i en given situation, og derfor stod jeg først for, da der som følge af nedskæringer skulle fyres en medarbejder. Det var i december 2012.

Nægtede at sumpe foran tv
I første omgang kom Edith på dagpenge, og i samarbejde med en sagsbehandler gik hun på jagt efter et job, som hun kunne fungere i.
- Det gik det meste af 2013 med, hvor jeg gentagne gange var dybt frustreret over, at jeg ikke kunne det samme som før. Hvorfor var alting blevet så svært?
- I 2014 blev jeg testet af en neuropsykolog, der konkluderede, at jeg havde fået en varig hjerneskade som følge af elektrochokkene. Derfor ville det være farligt for mig at arbejde med mennesker - jeg ikke kunne forudse ting: konflikter, faresituationer med videre.
- Det slog benene væk under mig. En ting er at få en depression – men at få konstateret en hjerneskade, som er to år gammel ... så er det håbløst at forsøge at genoptræne noget. Jeg følte, at jeg var dømt for resten af livet. Hele mit liv havde været baseret på at arbejde med mennesker, men nu var det slut.
Edith havde samtaler med en terapeut, som hjalp hende til at håndtere vreden, frustrationerne og sorgen. Og på et tidspunkt tog hun en afgørende beslutning.
- Selv om jeg var kommet på sygedagpenge og ikke havde håb om at blive rask, ville jeg ikke tillade, at sygdom skulle definere mit liv. Jeg meldte mig som frivillig ved et hospice og hos WeShelter, der arbejder med hjemløse og andre udsatte, og jeg sørgede for, at min kalender var fyldt. Jeg nægtede at sidde og sumpe foran tv’et, så min mand ville komme hjem til en kone i pyjamas og med morgenhår. Jeg lagde makeup hver dag, gik lange ture, fik årskort til Zoo og Tivoli og havde en fast rengøringsdag derhjemme. Krisen skulle ikke have lov til at invalidere mit liv. Selv om tingene så sort ud, troede jeg på, at der ville ske en forandring på et tidspunkt. Jeg kunne ikke tro, at Gud ikke ville gribe ind og skabe en eller anden forandring.

Et nyt job
Forandringen kom. Ikke i Ediths tilstand, men i hendes arbejdsliv. Det begyndte med, at kommunens jobkonsulent bad Edith om i det mindste at prøve at arbejde nogle timer på et pakkecenter. Til at begynde med arbejdede hun tre timer om dagen undtagen om onsdagen, hvor hun havde fri. Og da det viste sig at gå godt, fik hun nogle flere timer.
- Jeg blev ved med at presse mig selv for at finde min grænse, og en dag kom min chef hen til mig og sagde, at han manglede en til at være ansvarlig for et område med håndlabels – det vil sige labels, som ikke kunne håndteres af en maskine.
Edith sagde ja til udfordringen og blev fastansat i en 32-timersstilling; en stilling hun har den dag i dag. Nu er den blot på 37 timer, og hun er blevet ansvarlig for at lære nye op.
- Hver dag får jeg papirer med besked om, hvilke opgaver der skal løses. Nogle dage er der fire forskellige papirer, som jeg skal overskue og administrere. Det er mit ansvar at styre og koordinere processerne. Jeg har stadig onsdag fri, men er i stand til at arbejde otte-ti timer de fire andre hverdage. Grunden til, at jeg kan klare det, er, at det er et meget struktureret arbejde, og der har jeg min force. Så ved jeg præcis, hvad jeg har at forholde mig til.
- Derudover har jeg nogle fantastiske kolleger, som kender til mit handicap. Det er ikke noget, der fylder i dagligdagen – det er bare en konstatering af, at sådan er mit liv, og sådan vil det blive ved med at være.

Gør dig selv glad
I dag er Edith på forebyggende medicin, så hun ikke ryger ind i en ny depression. Men det er ikke anderledes end for en sukkersygepatient, som dagligt skal tage insulin, anfører hun.
- Mit ønske er, at jeg med min historie kan bringe håb ind i håbløsheden hos andre, som står i noget af det samme, som jeg har stået i. Giv ikke op! Der er en vej ud. Den er ikke nem, men det at gøre noget godt for sig selv er et godt skridt i den rigtige retning. Tag et valg om ikke at gå ind i offerrollen og sidde og sumpe hjemme i sofaen. Stå op, få tøj på og foretag dig noget, der gør dig glad. Gå en tur, tag ud at fiske, kør en tur med toget … Når man gør noget, der gør en glad, får man et større overskud til at håndtere hverdagen.

Edith Laursen

• Blev ramt af en svær depression i julen 2011. Fik ECT-behandling (elektrochok), hvilket fik depressionen til at lette.
• I 2014 fik hun konstateret en varig hjerneskade – som følge af ECT-behandlingen.
• I dag passer hun et 32-timersjob som koordinator i et pakkefirma.
• Hendes dagligdag kan følges på bloggen livetefter-depression.dk.